Konvention om bevaring af verdens kultur- og naturarv

Ved at underskrive konventionen forpligter landende sig til at tage vare på verdens kulturarv, men derudover også at anerkende og beskytte deres nationale kulturarv. Medlemsstaterne skal rapportere regelmæssigt til UNESCOS Verdensarv udvalg om tilstanden for deres nationale verdens kulturarv, så udvalget kan følge op på disse.

Det er UNESCO der varetager konventionen.

Lande opfordres til at oprette deres egne programmer til at beskytte kultur og natur, og de opfordres til at tilkendegive steder gennem uddannelse og information. I konventionen beskrives World Heritage Fund, der yder international økonomisk støtte til steder på listen.
Steder kan miste deres plads på listen, hvis de ikke opretholder kravene fra udvalget.

Færdiggørelse

Ideen om at arbejde internationalt for, at bevare vigtige steder for den menneskelige arv, begyndte efter ødelæggelserne efter 1. Verdenskrig. Fokusset er øget efter Egypten i halvtredserne ønskede at bygge en dæmning, der ville oversvømme Abu Simbel tempel fra faraotiden. UNESCO og medlemsstaterne mobiliserede og reddede templet, og begyndte forberedelserne til en konvention. I 1972 blev konventionen om beskyttelse af verdens kultur-og naturarv vedtaget ved det første FN-topmøde om miljø i Stockholm. Man kombinerede kultur og natur og ville også vise, hvordan folk interagerer med naturen, og hvordan vi lever i et gensidigt afhængighedsforhold.
Medlemmer fra især udviklingslandene får adgang til World Heritage Fund. Omkring 4 millioner dollars gives hvert år til stater til at identificere, bevare og fremme verdens kulturarv. Der er også hjælp til områder i akut fare, uanset om de er truet af menneskeskabte ødelæggelse eller naturkatastrofer.

Steder, der er på listen får også fordel ved at have omfattende bevaringsplaner og overvågningsmekanismer, samt lettere tilgang til eksperter. Dette gør at, stederne tiltrækker flere turister og besøgende, hvilket kan være økonomisk indbringende. Et paradoks er dog, at flere besøgende kan føre til at stederne vil blive endnu mere sårbare.
UNESCO's verdensarvliste blev gennem 80'erne kritiseret for at havde haft en stærk overrepræsentation af historiske kristne steder i Europa, selvom konventionen havde til formål at udarbejde en liste, der skulle afspejle den globale mangfoldighed af kultur-og naturarv. For at løse dette, at fremlagde UNESCO en strategi i 1994, som identificerede en række typer af arv, der ikke tidligere havde været en del af listen, hvilket gav en stører variation. Hertil kom det at regioner og lande, der ikke er meget repræsenteret, fik forrang frem for andre nomineringer.

Senere er UNESCO's konventioner også udviklet til andre områder som immateriel kulturarv, undersøisk kulturarv og kulturel mangfoldighed. Hertil kommer også konventioner der forhindre ulovligt salg og eksport eller om ødelæggelser efter krigstiden.

Ressourcer

• UNESCO som organisation