I 2022 iværksatte Rusland en storstilet invasion af Ukraine. Angrebet var et klart brud på FN-pagten og var dermed ulovligt. Desuden har krigsførelsen medført alvorlige krigsforbrydelser. Men hvad handler konflikten om, og hvordan begyndte den?
Foto: Emilio Morenatti/AP Photo/NTB
Introduktion
Konflikten i Ukraine begyndte i 2014 og eskalerede kraftigt i 2022. Det er først og fremmest en mellemstatslig krig mellem Rusland og Ukraine om ukrainske områder. Ruslands selvopfattelse som stormagt og landets konfliktfyldte forhold til USA og NATO er en del af baggrunden for krigen. I begyndelsen var forholdet mellem forskellige grupper inden for Ukraine også en vigtig kilde til konflikt.
Baggrund - Ruslands identitet som stormagt
Den magtfulde russiske præsident, Vladimir Putin, har længe haft som mål at genoprette Rusland som en stormagt efter Sovjetunionens fald. Dette inkluderer at udfordre USA's dominerende stilling i international politik.
Ukraine spiller en vigtig rolle for Rusland, både økonomisk, militært-strategisk og ideologisk. Putins retorik trækker den russiske nations identitet tilbage til Kiev-riget i 800-tallet, hvor Ukraine og hovedstaden Kiev er en vigtig del af fortællingen. Ukraine er derfor en vigtig brik i russisk nationalisme og Ruslands selvbillede som stormagt.
Da man talte om, at Ukraine skulle blive medlem af EU og NATO, oplevedes det af det russiske styre som en trussel mod Ruslands position som stormagt, hvis ikke også som en direkte sikkerhedstrussel. Hvem der har magten i Ukraine er derfor vigtigt for Rusland.
Fra en anti-krig-demonstration foran FN-bygningen i New York, 27. februar 2022. Foto: UN Photo/Loey Felipe.
Den Kolde Krig var en konflikt mellem øst og vest fra 1945 til 1991. Perioden var præget af våbenkapløb, trusler om atomkrig, og idelogiske magtkampe. Østens ideologi var kommunisme, mens vestens ideologi var kapitalisme og demokrati gennem politiske valg. Den største magt i øst var Sovjetunionen, som var styret fra Moskva. Den største magt i vest var USA med vesteuropæiske lande som de vigtigste allierede. Alliancen i vesten blev organiseret gennem NATO; en militærorganisation og forsvarsalliance, som blev dannet i kampen mod Sovjetunionen.
Ukraines valg mellem øst og vest
Ukraine grænser både til Rusland og EU. Ukraine har således som udgangspunkt en interesse i et godt forhold til begge parter. Ikke desto mindre har forskellige grupper i Ukraine gået ind for et tættere samarbejde med kun én af parterne. Identitet spiller en vigtig rolle i, hvilken side man favoriserer.
Kort sagt har de ukrainere, der bor i den vestlige del af landet, været EU-tilhængere, mens dem i øst favoriserer Rusland. Det var valget mellem en tilknytning til EU/Vesten eller Rusland, der skabte konflikten i Ukraine.
Udløsende årsager til konflikten
Oprør i Ukraine
Viktor Janukovitsj var præsident i Ukraine indtil februar 2014. Da flygtede han fra landet efter et folkeligt oprør, og parlamentet afsatte ham som præsident. Årsagen var, at EU havde tilbudt Ukraine en aftale, der ville knytte Ukraine tættere til EU. EU insisterede samtidig på, at en sådan aftale udelukkede et fremtidigt medlemskab af en russisk-ledet økonomisk union. Rusland havde nemlig etableret en økonomisk union med blandt andet Hviderusland og Kasakhstan, med planer om at inkludere Ukraine i denne.
EU's forslag pressede Janukovitsj til at måtte vælge side. Janukovitsj havde selv arbejdet aktivt for et tættere samarbejde med EU, men var samtidig bekymret for Ruslands reaktioner. Putin lagde på sin side pres på Janukovitsj, ud over at tilbyde ham penge. Han skal angiveligt have truet med at besætte Krim og de sydøstlige dele af Ukraine, hvis Janukovitsj valgte at underskrive aftalen med EU.
Det hele førte til, at Janukovitsj afstod fra at underskrive aftalen med EU og i stedet indgik en aftale med Rusland. Dette brød EU-tilhængerne i Ukraine sig dårligt om. Der var store demonstrationer på Maidan-pladsen i hovedstaden Kiev, hvor flere hundrede tusinde deltog, fra november 2013. Protesterne var også motiveret af utilfredshed med korruption og regeringens manglende styring.
Demonstration på Maidan-pladsen i Kiev, hovedstaden i Ukraine, 8. december 2013. Foto: Flickr/CC BY 2.0/Alexander Solovyov.
Janukovitsj afsættes som præsident
Den ukrainske regerings hårde reaktion på demonstrationerne førte til en eskalering af de voldelige sammenstød i Kiev. Det endte med, at parlamentet afsatte præsident Janukovitsj i februar 2014.
Handlingen blev af nogle opfattet som et statskup, da de folkevalgte ikke fulgte procedurerne og ikke havde det trefjerdedels flertal, som forfatningen kræver for en sådan beslutning.
Mange omtaler det dog ikke som et statskup, fordi flertallet i parlamentet trods alt stemte for afsættelsen af Janukovitsj. Begivenheden blev også af mange opfattet som noget positivt for demokratiet i Ukraine, da den afsatte ukrainske regering var korrupt, autoritær og voldelig over for demonstranter.
Rusland havde en anden opfattelse af det, der var sket: Vesten havde hjulpet antirussiske demonstranter – flere af dem nynazister – med at afsætte den demokratisk valgte præsident for senere at få en illegitim, pro-vestlig ledelse i Ukraine, som underskrev aftalen med EU.
2014: Rusland overtager Krim-halvøen
Rusland reagerede på afsættelsen af Janukovitsj ved at overtage kontrollen over Krimhalvøen ved hjælp af væbnede styrker. Rusland havde allerede en lovlig militærbase på Krim, hvilket bidrog til, at operationen forløb hurtigt og uden kampe. Derefter blev der afholdt en folkeafstemning på Krim om, hvorvidt Krim skulle blive en del af Rusland. Næsten alle, der deltog, stemte ja.
Folkeafstemningen blev afholdt under militær besættelse og blev ikke anerkendt internationalt. 13 af de 15 medlemmer i FN's Sikkerhedsråd betragtede afstemningen på Krim som ugyldig. Det hele kan betegnes som et kup og en ulovlig invasion og besættelse.
I marts 2014 besluttede Rusland at annektere Krim, hvilket betyder, at de russiske myndigheder betragter Krim som en del af Rusland. De fleste land i verden anerkender ikke, at Krim er en del af Rusland.
Ruslands handlinger på Krim var nok delvist motiveret af bekymringer for, at Krim kunne blive brugt som NATO-base under det nye ukrainske regime. Handlingerne var under alle omstændigheder i strid med folkeretten.
Fra 1922 til 1991 var Rusland og Ukraine dele af et stort land kaldet Sovjetunionen. I 1954 besluttede den sovjetiske ledelse, at Krim-halvøen, som indtil da havde været en del af den russiske del af Sovjetunionen, nu skulle tilhøre den ukrainske del. Krim var stadig i Sovjetunionen, men blev administreret af den ukrainske sovjetrepublik. Magten over både Krim og Ukraine lå ikke desto mindre i Moskva, hovedstaden i det nuværende Rusland.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, erklærede Ukraine sig selv som en selvstændig stat, efter at 90 procent af befolkningen stemte for uafhængighed. Ledelsen i Moskva accepterede, at Krim blev en del af det nye Ukraine, på trods af at størstedelen af Krim-beboerne var såkaldte etniske russere. Krim blev således en del af den suveræne stat Ukraine i henhold til folkeretten efter den kolde krigs afslutning.
Ruslands tilknytning til Krim forblev ikke desto mindre stærk, både af historiske, etniske og sproglige årsager, men også af militærstrategiske årsager. Basen for den russiske sortehavsflåde ligger i Sevastopol på Krim.
Prorussiske oprørere øst i Ukraine i 2014. Foto: NTB Scanpix/Reuters/Marko Djurica.
Krig i det østlige Ukraine
Rusland igangsatte også et væbnet oprør i det østlige Ukraine. Her var mange imod de nye myndigheder i Kiev og blev inspireret af Ruslands annektering af Krim. Dette førte til kampe mellem russiske lejesoldater og prorussiske separatistgrupper på den ene side og den ukrainske hær og paramilitære pro-ukrainske militser på den anden. Kampene begyndte i april 2014 og foregik hovedsageligt i provinserne Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine. I slutningen af august blev regulære russiske militærstyrker også sat ind og deltog på oprørernes side.
Ruslands handlinger på Krim og i Øst-Ukraine var klare brud på folkeretten. Dette lagde grundlaget for, at Vesten indførte sanktioner mod Rusland, først og fremmest økonomiske. Rusland reagerede med tilsvarende sanktioner mod Vesten. USA bidrog samtidig med en militær oprustning af det ukrainske forsvar.
Ud over at være en reaktion på afsættelsen af Janukovitj og aftalen med EU, var Ruslands handlinger på Krim og i Øst-Ukraine knyttet til ukrainsk indenrigspolitik, blandt andet rettighederne for etniske russere i Ukraine (Læs mere om den lokale Ukraine-konflikt, som prægede samfundet især i perioden 2014-2022, i boksen nedenfor).
Ukraine grænser op til både Rusland og EU. Ukraine har således i første omgang haft en interesse i et godt forhold til begge parter. Ikke desto mindre har forskellige grupper i Ukraine gået ind for et tættere samarbejde med kun én af parterne. Identitet spiller en vigtig rolle i, hvilken side man har foretrukket.
Enkelt sagt var ukrainere, der boede i den vestlige del af landet, pro-EU, mens mange i øst og syd foretrak Rusland. Det var valget mellem en tilknytning til EU/Vesten eller med Rusland, der udløste krisen i Ukraine i 2013-14.
Ifølge en folketælling fra 2001 boede omkring 17 procent af etniske russere i Ukraine, og endnu flere taler russisk som modersmål. Putin-styret mener, at Rusland har et ansvar over for etniske russere i Ukraine, hvoraf de fleste bor i øst. Dette på trods af, at de er ukrainske statsborgere.
En af de ting, der skabte uro i Ukraine, før og efter 2014, var spørgsmålet om, hvilken status det russiske sprog skulle have i Ukraine. Mange russisktalende ukrainere følte, at Ukraine var ved at blive mere fjendtlig over for russisk sprog og identitet, og frygtede øget ukrainsk nationalisme. Det gjaldt især i øst, hvor reaktionen var et ønske om mere autonomi og fortsatte tætte bånd til Rusland. Ukrainsk nationalisme blev opfattet som en trussel mod det multikulturelle Ukraine og blev set med uro også af andre etniske minoriteter i Ukraine end dem med tilknytning til Rusland.
Den lokale konflikt handlede derfor om sprogrettigheder og graden af autonomi i regionerne. Ydermere hænger dette sammen med forskellige syn på landets nationale identitet, hvilket efterfølgende har påvirket den holdning, ukrainere har haft til EU og NATO på den ene side og Rusland på den anden.
Efter Ruslands storstilede invasion af Ukraine i 2022 er den lokale konflikt mellem ukrainere trukket mere i baggrunden. Mange ukrainere, der tidligere var positive over for Rusland, har vendt sig imod det som en konsekvens af Ruslands brutale krigsførelse.
2022: Ruslands storstilede invasion
Rusland invaderede Ukraine med store, regulære militærstyrker den 24. februar 2022, i klar strid med FN-pagten. Angrebet kom tre dage efter, at Rusland havde anerkendt de to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine, i Donetsk og Luhansk, som selvstændige stater.
Ruslands storstilede invasion gjorde, at krigen blev mere brutal og ramte langt større dele af Ukraine end tidligere. Invasionen omfattede angreb mod hovedstaden Kiev, hvor Rusland håbede at kunne vælte den ukrainske regering, hvilket de mislykkedes med.
Selvom Rusland var militært stærkere end Ukraine, mødte de russiske styrker stor modstand, hvilket Putin-regimet sandsynligvis ikke havde regnet med. Krigen udviklede sig gennem 2022 til at blive en såkaldt stillingskrig, hvor frontlinjerne mellem de stridende parter ikke ændrede sig ret meget.
Periodevis har begge parter været i offensiven. I 2025 har Rusland haft størst fremgang på slagmarken. Russerne har fået betydelig hjælp fra nordkoreanske styrker, mens USA's støtte til Ukraine er blevet langt mere ustabil, efter at Trump tiltrådte som præsident. USA har også påtaget sig rollen som mægler, hvilket har ført til nye forhandlinger mellem parterne om en fredsaftale.
Mange byer i Ukraine er hårdt ramt af krigen. Foto: OCHA/Matteo Minasi.
Reaktioner og begrundelser
Rusland blev mødt med skarp kritik fra de fleste af FN's medlemslande, som klart gav udtryk for, at invasionen er en åbenlys krænkelse af folkeretten og Ukraines suverænitet. Næsten alle NATO-landene reagerede ved at indføre kraftige sanktioner mod Rusland og ved at sende våben til Ukraine.
Ifølge Putins propaganda skulle invasionen bekæmpe nazismen i Ukraine og beskytte befolkningen i Øst-Ukraine mod et folkemord. Ukraine afviste sådanne påstande og bragte sagen for Den Internationale Domstol (ICJ), FN's øverste juridiske organ.
De øvrige russiske begrundelser for invasionen handler om Ruslands forhold til USA og NATO, hvor Ukraine fremstilles som en »rød linje« for, hvad Rusland kan acceptere over for det, de hævder er et ekspanderende og aggressivt Vesten.
Ruslands konflikt med USA og NATO
Det var den kolde krig, der var årsagen til NATO's oprettelse i 1949. Ikke desto mindre fortsatte NATO med at eksistere efter, at den kolde krig sluttede. Organisationen fik også mange nye medlemmer, hvilket betød, at NATO ekspanderede mod øst i Europa.
De fleste af de nyere NATO-lande havde været i en militær alliance med Sovjetunionen under den kolde krig, i den såkaldte Warszawapagt. Rusland kunne især ikke lide, at de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) blev NATO-medlemmer, da de også havde været en del af selve Sovjetunionen. Det samme gælder for Ukraine.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, taler her i FN's Generalforsamling i 2015. Foto: UN Photo/Cia Pak.
NATO åbner døren til Ukraine og Georgien
I april 2008 vedtog NATO, at Ukraine og Georgien på sigt er velkomne til at blive medlemmer af NATO. USA var en drivkraft bag dette. Tyskland og Frankrig var derimod skeptiske, fordi det ville være »en unødvendig fornærmelse« over for Rusland. Putin sagde, at en sådan NATO-udvidelse» ville blive opfattet i Rusland som en direkte trussel mod landets sikkerhed«.
Den nuværende udenrigsminister, Espen Barth Eide, reflekterede over dette i Morgenbladet i februar 2024 og sagde, at «det tvetydige signal, der blev sendt om, at Ukraine måske kunne blive medlem af NATO på sigt, var ikke klogt». (Læs mere om forskellige synspunkter på NATOs udvidelser mod øst i boksen nedenfor).
Fire måneder efter at NATO åbnede døren for et fremtidigt medlemskab for Ukraine og Georgien, brød der en 16-dages krig ud mellem Rusland og Georgien. Et af Ruslands mål med krigen kan have været at forhindre, at Georgien blev medlem af NATO, enten gennem en vedvarende grænsekonflikt eller gennem et regimeskifte.
Kritik af NATOs ekspansion mod øst
De, der kritiserer NATOs udvidelse mod øst, påpeger, at en sådan udvidelse provokerer Rusland, at russerne føler sig omgivet af amerikanske militærbaser og våbensystemer, og at det skaber usikkerhed, der fører til konflikt. Forsøg på at indlemme Ukraine (og Georgien) i NATO går derfor for vidt.
Den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates er blandt flere, der har udtalt at, at inkludere Ukraine og Georgien i NATO "underminerer formålet med alliancen og ignorerer hensynsløst, hvad russerne anser for at være deres vitale nationale interesser." Tidligere premierminister i Norge, Kåre Willoch, argumenterede, at "ingen burde være overrasket over, at Rusland kunne se [ukrainsk NATO-medlemskab] som en trussel."
NATO-udvidelse mod øst kan også af russerne opfattes som et løftebrud fra USA, baseret på udtalelser fra amerikanske myndigheder under afslutningen af den kolde krig. At ekspansionen foregår i lande, der tidligere var direkte kontrolleret af Moskva, såsom Ukraine, kan også opfattes som ydmygende, især for russere, der gerne tænker på Rusland som en stormagt.
Forsvar af NATOs ekspansion mod øst
Tilhængere af NATO-udvidelsen forestiller sig snarere, at øst-vest-konflikten er latent eller uundgåelig. NATO ses ikke som en trussel mod Rusland, men kun som en beskyttelse mod russisk aggression. Kort sagt, udvidelsen skaber mere sikkerhed i Europa.
De russiske lederes motiver tolkes mere som stormagtsambitioner, ikke som reelle sikkerhedshensyn. Ruslands tale om sikkerhedsbehov tolkes her ofte som propaganda.
Et andet perspektiv er at argumentere ud fra et demokratisk princip om selvbestemmelse, nemlig at stater skal have lov til at vælge, hvilke organisationer de tilhører. Rusland skal ikke have lov til at bestemme, om Ukraine skal være medlem af NATO eller ej.
Hvordan forklarer man i Rusland krigen mod Ukraine?
Alle krige har flere årsager. De mest fremtrædende årsagsforklaringer i Ukraine-krigen kan opsummeres som følger:
Imperialisme: Det stadig mere autoritære Putin-regime ønsker at genoprette Ruslands selvbillede som en stormagt. Ukraine blev derefter en vigtig brik i russisk ekspansion.
Sikkerhedsbekymringer: Rusland opfatter USA og NATO som en trussel og ønsker en ny sikkerhedsordning i Europa. Ukraine-krigen handler i dette perspektiv om at stoppe USA/NATO-udvidelsen.
Forskellige eksperter lægger vægt på forskellige faktorer. Det første perspektiv er i høj grad den officielle forklaring i vestlige lande.
Nogle eksperter ser de to førnævnte forklaringer som forbundne: Ruslands utilfredshed med USA's og NATO's handlinger er steget parallelt med den autoritære, nationalistiske og imperialistiske retning, som Putin-styret har bevæget sig i. At stå op mod USA og NATO i Ukraine opleves således (af Rusland) som et defensivt forsvar af russiske interesser, samtidig med at det er en offensiv strategi for at genvinde kontrollen i tidligere sovjetrepublikker, hvor Ukraine er den vigtigste.
Et andet perspektiv er, at Putin-styret primært er bange for at miste kontrollen internt gennem folkelige opstande for demokratiet, som i Ukraine i 2014. Den russiske ledelse knytter alligevel disse "trusler" sammen, ved at fremstille de folkelige protester som blot noget, Vesten har orkestreret for sine egne interesser.
Uanset hvilken af disse forklaringer der fremhæves, retfærdiggør ingen af dem Ruslands angreb og krigsførelse mod Ukraine, som er og forbliver ulovligt.
Den humanitære situation
Ifølge FN blev over 14.000 mennesker dræbt i Ukraine-konflikten mellem krigens begyndelse i 2014 og Ruslands storstilede invasion i 2022. Efter invasionen den 24. februar steg dødstallet hurtigt, men med stor usikkerhed om, præcis hvor mange der er blevet dræbt.
I begyndelsen af 2021 havde krigen ført til, at 734.000 ukrainere blev internt fordrevet, og over 56.000 var flygtet ud af landet, ifølge Norwegian Refugee Council (2022). Disse tal steg også dramatisk, efter at den større krigsførelse begyndte i februar 2022. Alene i den første uge var omkring en million ukrainere flygtet ud af landet ifølge FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR), og flere millioner var blevet internt fordrevet. Antallet af ukrainske flygtninge steg hurtigt til flere millioner.
FN's kontor for koordinering af humanitære anliggender (OCHA) rapporterede i februar 2021, at 3,4 millioner mennesker i Ukraine havde behov for humanitær bistand og beskyttelse. Dette tal steg også dramatisk efter den 24. februar 2022.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, taler til FN's Sikkerhedsråd via skærm fra Ukraine, 5. april 2022. Foto: UN Photo/Loey Felipe.
FN's rolle i konflikten
Ukraine-krigen er blevet diskuteret mange gange i FN's Sikkerhedsråd. Men da Rusland både er part i konflikten og har vetoret i Sikkerhedsrådet, har Sikkerhedsrådet ikke været i stand til at vedtage nogen sanktioner mod Rusland.
Efter Rusland invaderede Ukraine i 2022, blev spørgsmålet rejst i FN's Generalforsamling. Da generalforsamlingen stemte om en resolution den 2. marts, som udtrykte stærk kritik af invasionen, stemte kun Rusland, Hviderusland, Nordkorea, Syrien og Eritrea imod. I alt 141 lande stemte for resolutionen, som kræver, at Rusland stopper sin militæroffensiv i Ukraine.
FN's generalsekretær António Guterres har udtalt, at Ruslands invasion er i strid med FN-pagten. Han har opfordret til en øjeblikkelig våbenhvile, og at parterne vælger dialog og forhandlinger.
24. februar: FN mener, at Ruslands angreb på Ukraine krænker Ukraines suverænitet og territoriale integritet, og er i strid med FN-pagten.
2. marts: FN's Generalforsamling vedtager en resolution, der giver udtryk for, at Ruslands angreb på Ukraine er dybt beklageligt. (141 stemmer for, 5 imod, 35 hverken/eller).
4. marts: FN's Menneskerettighedsråd vedtager en resolution, der opfordrer til øjeblikkelig tilbagetrækning af russiske styrker fra Ukraine, samt etablering af en uafhængig international undersøgelseskommission for krigen i Ukraine.
16. marts: Den Internationale Domstol (ICJ) beordrer Rusland til øjeblikkeligt at afslutte sin militæroperation i Ukraine.
7. april: Generalforsamlingen vedtager en resolution, der forbyder Rusland fra Menneskerettighedsrådet. (93 stemmer for, 24 imod).
4. april: FN's højkommissær for menneskerettigheder udtrykker rædsel over billeder af døde mennesker i Butjas gader.
FN's generalsekretær besøger Ukraine og Rusland i slutningen af april.
6. maj: Sikkerhedsrådet udtrykker stærk støtte til generalsekretærens bestræbelser på at opnå en fredelig løsning i Ukraine.
100 dage efter invasionen hævder FN-koordinatoren for Ukraine, at krigen ikke vil have nogen vindere.
22. juli: En vigtig aftale om korneksport fra Ukraine via Sortehavet underskrives. Den er underskrevet af Ukraine, Rusland og Tyrkiet med FN som observatør.
23. september: Den uafhængige internationale undersøgelseskommission, nedsat af Menneskerettighedsrådet den 5. marts, fremlægger beviser for, at en række russiske krigsforbrydelser er blevet begået i Ukraine.
29. september: Generalsekretæren erklærer, at Ruslands planer om at annektere fire besatte regioner i Ukraine vil være i strid med international lov og bør fordømmes.
30. september: Sikkerhedsrådet forsøger at fordømme annekteringsplanen, men Rusland blokerer resolutionen med et veto.
12. oktober: Generalforsamlingen vedtager en resolution, der afskrækker medlemslandene fra at anerkende Ruslands annektering af de fire regioner i Ukraine, og kræver, at Rusland omgør den ulovlige annektering. (143 stemmer for, 5 imod, 35 hverken/eller).
FN har ydet humanitær bistand til over 8 millioner mennesker siden krigens begyndelse i samarbejde med en række partnere.
Kilde: UNRIC.org
Krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser
Som følge af Ruslands folkeretskrænkende angreb den 24. februar 2022 nedsatte FN's Menneskerettighedsråd en uafhængig undersøgelseskommission, der skal vurdere, om der også bliver begået andre krænkelser af folkeretten i Ukraine-krigen.
Kommissionen har rapporteret, at der er begået krigsforbrydelser ud over krænkelser af menneskerettigheder og international humanitær lov.
Kommissionens første rapport, dateret den 18. oktober 2022, konkluderede følgende:
Russiske styrker er ansvarlige for langt størstedelen af de identificerede krænkelser.
De russiske krænkelser omfatter udenretslige henrettelser, tortur og voldtægt.
Ruslands brug af klyngeammunition, raketter og luftangreb til at overtage ukrainske byer har ført til de største tab af menneskeliv.
Ukrainske styrker har overtrådt international humanitær lov i nogle få, isolerede tilfælde.
Kilde: Undersøgelseskommissionens første rapport (okt. 2022)
Knebelen af journalister og aktivister i Rusland er også steget siden den 24. februar 2022. De russiske myndigheders undertrykkelse udelukker nærmest offentlige protester og enhver deling af information om krigen i Ukraine, ifølge Amnesty International (nov. 2022).
ICC skal retsforfølge Putin
Den Internationale Straffedomstol (ICC) tiltaler Ruslands præsident Vladimir Putin for krigsforbrydelser. I marts 2023 udstedte ICC en arrestordre på Putin. Retten peger på, at Rusland blandt andet ulovligt har udvist børn fra Ukraine til Rusland. Dette er baseret på Undersøgelseskommissionens anden rapport (marts 2023).
Arrestordren fra ICC betyder, at de 123 lande, der er medlemmer af ICC, er forpligtet til at arrestere Putin, hvis han besøger, og udlevere ham til domstolen i Haag. Det gælder Norge og de fleste lande vest for Moskva, men få lande østpå, som Kina og Indien.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på pressekonference med FN's Generalsekretær, António Guterres, i Lviv i Ukraine, 18. august 2022. Foto: UN Photo/Mark Garten.
Danmarks engagement i konflikten
Den humanitære situation i Ukraine er særdeles alvorlig, og Danmark udviser solidaritet med Ukraine ved at støtte Ukraine i samarbejde med partnere og allierede i EU og NATO.
Danmarks fokusområder inkluderer blandt andet, militær støtte, humanitære og akutte indsatser, finansiel støtte til den ukrainske stat, accountability, minerydning, beskyttelse af kvinder og børn, genopbygning osv.
Siden krigens udbrud er den bilaterale støtte til Ukraine nået op på mere end ca. 4,9 mia. kr. i militær støtte og ca. 1,4 mia. kr. i civil større, herunder humanitære bidrag. Den civile støtte udgøres af ca. 1.1 mia. kr. i donationer og ca. 298 mio. kr. i garantistillelse.
Tidslinje over den internationale konflikt i Ukraine
Konflikten i Ukraine er ikke bare en konflikt mellem ukrainere. Det er også en international konflikt mellem Rusland og Vesten. Denne tidslinje viser den magtpolitiske historie mellem disse, blandt andet ved at illustrere NATO og EU's ekspansion østover siden Sovjetunionens fald. Historien om Den Kolde Krig, og udviklingen i Europa efter 1990, er vigtig for at forstå Ruslands folkeretsstridelige magtbrug i Ukraine i 2014.
Fredsaftaler og mere krig
Der blev underskrevet en fredsaftale mellem Ukraine, Rusland og de pro-russiske separatister i Østukraine den 20. september 2014, i regi af Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSSE). Fredsaftalen blev brudt flere gange, hvilket medførte, at en ny fredsaftale blev indgået i februar 2015, den såkaldte Minsk-aftale.
Minsk-aftalen blev også brudt gentagne gange af alle parter i aftalen. Allerede samme år som aftalen blev indgået, skete en alvorlig optrapning af konflikten. Volden fortsatte i årene efter, med flere krise og anspændte perioder undervejs.
I efteråret 2018 tilspidsede konflikten sig på ny. Den udløsende eskaleringen skyldtes strengere russisk kontrol af ukrainske skibe på vej ind og ud af Det Azovske Hav. Rusland har siden annekteringen af Krim-halvøen i 2014 haft kontrol over Kerchstrædet, som ligger mellem Rusland og Krim, og knytter Det Azovske Hav til Sortehavet. Dette har skabt uenighed mellem Rusland og Ukraine om, hvor den territoriale grænse i Det Azovske Hav egentlig går. Myndighederne i Ukraine reagerede på den tilspidsede konflikt ved at indføre militær undtagelsestilstand i landet, som betyder, at normale love er tilsidesat, for at myndighederne kan få større spillerum under en krise.
I foråret 2019 blev Volodymyr Zelenskij valgt til Ukraines nye præsident. Han tilbød at indgå nye samtaler med Putin for at få en ende på konflikten. Putin og Zelenskij snakkede sammen i telefonen flere gange i løbet af sommeren 2019. De mødtes for første gang ansigt til ansigt i december 2019. Der blev de enige om at gennemføre en stor fangeudveksling og fortsætte samtalerne i 2020.
Udgangspunktet for samtalerne mellem Putin og Zelenskij var parternes positioner fra Minsk-aftalen i 2015. Rusland mener, at Ukraine må acceptere de pro-russiske separatisters ønske om mere selvstyre og deres ret til at bruge det russisk sprog. Ukraine mener, at Rusland skal stoppe med at støtte separatisterne og trække sig ud af Øst-Ukraine, og at der derefter skal gennemføres demokratiske valg i området med internationale observatører til stede.
I december 2019 var Putin ikke villig til at give Ukraine kontrol over grænsen før der er gennemført lokalvalg i de separatistkontrollerede områder, hvilket er et krav Zelenskyj fastholder. Parterne kom dermed ikke til enighed om en varig fredsløsning.
Konfliktniveauet steg igen i 2021, da Rusland beskyldte Ukraine for at have flyttet større våben ind i konfliktområdet. Rusland var også kritisk over for, at den ukrainske præsident, Zelenskyj, havde censureret den russisktalende opposition i Ukraine ved at lukke tre af deres TV-kanaler. Ukraine havde også indført sanktioner mod en prorussisk politiker og forretningsmand i februar.
Som en reaktion på dette øgede Rusland sin militære tilstedeværelse betragteligt i grænseområdet mod Ukraine i april. Dette fik USA og resten af NATO til at reagere. NATO meldte, de havde øget deres militære tilstedeværelse i Sortehavsregionen med mere patruljering i luften og større nærvær til havs. Zelenskyj har derefter arbejdet på at få Ukraine ind som medlem i NATO.
Rusland placerede over 100.000 soldater på grænsen til Ukraine i foråret 2021. Mange af dem blev fjernet nogle uger efter, som følge af samtaler mellem Putin og Biden. Men i november blev mange russiske styrker igen placeret i grænseområdet, hvilket bidrog til, at konfliktniveauet nåede nye højder i 2022.
