Korea

Sidst opdateret: 16.11.2022

Koreakonflikten startede med Den Kolde Krig og foregår stadig. Men hvordan opstod konflikten egentlig mellem Nordkorea og Sydkorea? Hvad var baggrunden for Koreakrigen i 1950'erne? Hvilken rolle har USA og Kina spillet? Og hvad har atomvåben med konflikten at gøre?

USAs tidligere president Donald Trump, og Nord-Koreas leder Kim Jong-un i 2019.
Foto: Saul Loeb/AFP/NTB

Introduktion

Der foregår en langvarig konflikt mellem Nordkorea og Sydkorea. Konflikten var på sit blodigste under Koreakrigen i 1950-53. Krigen endte kun i en våbenhvileaftale, så officielt er krigen aldrig endt. Stormagterne USA og Kina er og har været med fra begyndelsen, tæt involveret på hver sin side. I dag handler konflikten mest om, hvordan omverden skal forholde sig til Nordkoreas atomvåbenprogram.

Baggrund

Området, som i dag udgør Nordkorea og Sydkorea, var frem til slutningen af 2. Verdenskrig ét land – Korea. I årene før delingen af landet, i perioden 1910 - 1945, var Korea en koloni under Japan. Japan tabte kontrollen over Korea til sine modstandere under 2. Verdenskrig, hvor Sovjetunionen tog kontrol over den nordlige halvdel af Korea, mens USA besatte den sydlige halvdel.

Inden 1948 havde Nord- og Sydkorea fået hver sine nationale myndigheder, som fik støtte fra hver sin supermagt. USA og Sovjetunionen trak deres soldater ud af Korea, men opretholdt støtten til de nyetablerede regimer. FN fik derefter til opgave at finde en måde at genforene Korea på med fredelige midler. Det viste sig at blive meget vanskeligt.

Konflikten opstår

En af grundene, til at FN ikke formåede at genforene Korea med fredelig midler, var at de nye koreanske ledere – Kim Il-sung i Nordkorea og Syngman Rhee i Sydkorea – begge ønskede at genforene Korea under eget styre. De var begge villige til at gå i krig for at opnå genforening.

En anden grund, til at der opstod konflikt, var begyndelsen på Den Kolde Krig. Den Kolde Krig var en global konflikt, primært mellem USA og Sovjetunionen, som handlede om idelogi og stormagtspolitik.

Korea blev anset som et specielt vigtigt område for supermagterne under Den Kolde Krig på grund af de kinesiske kommunisters magtovertagelse i nabolandet Kina i 1949. Kommunismen blev opfattet som værende på fremmarch i Asien, og derfor fik Korea hurtigt fik stor strategisk betydning i konflikten mellem supermagterne Sovjetunionen og USA.

Parterne i konflikten

  • Nordkorea er blevet ledet som et diktatur af Kim-familien siden 1948.
  • Sydkorea var et diktatur i flere år, men blev demokratiseret i løbet af 1980'erne.
  • USA er Sydkoreas nærmeste allierede og har stor militær tilstedeværelse i regionen.
  • Kina var i begyndelsen involveret med militærstyrker på nordkoreansk side.
  • Japan var tidligere kolonimagt i Korea. Er nu allieret med USA og Sydkorea.
  • Rusland (tidligere Sovjetunionen) var længe en vigtig støttespiller for Nordkorea.
En ni år gammel pige bærer sin lillebror. Billedet af dette forældreløse søskendepar på flugt blevet taget under Koreakrigen, 9. juni 1951. Foto: UN Photo/United States Navy.

Den udløsende årsag til Koreakrigen

De nye diktatorer i både Nordkorea og Sydkorea udtrykte vilje til at angribe hinanden for at genforene Korea, og begge førte en brutal politik over for egen befolkning. Diktatorerne var samtidig afhængige af at få støtte fra deres store støttespillere.

Kim Il-sung i nord var afhængig af at få støtte fra Josef Stalin, diktatoren i Sovjetunionen, før han kunne iværksatte et angreb mod Sydkorea. Stalin var villig til at støtte et nordkoreansk angreb på Sydkorea, under forudsætning af at kommunistregimet i Kina gjorde det samme.

Kina nølede med at støtte Nordkoreas angrebsplaner, men kommunistregimet endte op med at love, at Kina ville beskytte Nordkorea, hvis USA greb ind i krigen med styrker.

Nordkorea går til angreb

Med støtte fra både Sovjetunionen og Kina gik Nordkorea til angreb på Sydkorea den 25. juni 1950. Angrebet blev startskuddet til en blodig tre år lang krig mellem Nord- og Sydkorea. Krigshandlingerne endte i en våbenhvileaftale med en demilitariseret zone, omtrent der hvor grænsen mellem landene var, før krigen begyndte.

Koreakrigen var også i stor grad en krig mellem USA og Kina, hvor begge lande deltog med flere hundredetusinde af egne soldater. Et mandat i FN’s Sikkerhedsråd gjorde, at flere af FN’s medlemslande deltog i den USA-ledede operation. Amerikanerne ledede derfor FN’s første militæroperation, som støttede Sydkorea.

Koreakrigen endte kun i en våbenhvile, ikke en fuldstændig fredsaftale, og konflikten har stået på siden.

I den første fase af Koreakrigen var det Nordkorea, som var offensive. De nordkoreanske styrker var de sydkoreanske overlegne. De tog kontrol over omkring 90% af Sydkorea, før USA kom Sydkorea til undsætning. USA stækkede den nordkoreanske offensiv i september 1950 og pressede de nordkoreanske styrker tilbage over grænsen i nord.

USA havde fået mandat fra FN’s Sikkerhedsråd til at bruge militære midler for at beskytte Sydkoreas suverænitet mod Nordkoreas angreb. Flere lande blev dermed part i den USA-ledede FN-operation. Alligevel var omtrent 90% af FN-styrkerne amerikanere, og operationen blev ledet af USA.

USA går over grænsen

Efter at have jaget de nordkoreanske styrker ud af Sydkorea, bestemte USA sig for at fortsætte offensiven over grænsen til Nordkorea i oktober - med mål om at få Kim-regimet til at overgive sig. USA tolkede FN-mandatet langt ud over det, som Sikkerhedsrådet havde vedtaget - og derfor fik de kritik af både allierede og andre for at føre en for aggressiv politik i Korea.

Det var først, da FN-operationer indtog Nordkorea, at de kinesiske styrker fuldt ud deltog i Koreakrigen. Flere tusinde kinesiske soldater sneg sig ind i Korea og overraskede de amerikanske og sydkoreanske styrker, som derefter måtte trække sig tilbage til Sydkorea efter et fatalt nederlag.

Fronterne stabiliserede sig omkring den 38. breddegrad, som var grænselinjen før krigen begyndte. Fredssamtaler begyndte i juli 1951, men krigen fortsatte i to år, indtil der blev indgået en våbenhvileaftale 27. juli 1953.

Kritik af stormagternes rolle under Koreakrigen

Kold krigs-historikere peger ofte på Stalins valg om at give et betinget grønt lys til Kim Il-sungs angrebsplaner, som en udløsende årsag til, at Koreakrigen begyndte. Historikere har også peget på USA’s valg og handlinger undervejs i krigen, som afgørende for hvorfor krigen blev så stor, så lang og så brutal.

Kritikken mod USA handler om, at USA valgte at gribe ind i Nordkorea, efter Sydkorea var blevet befriede. Det udløste Kinas deltagelse i krigen, hvilket forlængede krigen og førte til enorme tab af menneskeliv på begge sider.

USA får også kritik for sine omfattende bombekampagne i Nordkorea, hvor de i høj grad bombede civile mål så som byer og dæmninger. Det førte til store tab af civile menneskeliv, både direkte og indirekte, gennem efterfølgende hungersnød. Bombekampagnen mod Nordkorea inkluderede omfattende brug af brandbomber (napalm) – foruden kemiske våben. USA var også nær ved at bruge atomvåben.

Konflikten i dag

For at forstå hvorfor det er så vanskeligt at løse Korea-konflikten, er det nødvendigt at se nærmere på Nordkoreas ideologi, synet på landets atomvåben – og også USA’s interesser i konflikten.

Atomvåben som det største hindring for at løse konflikten

Det er gjort mange forsøg på fredsforhandlinger, blandt andet gennem de såkaldte seks-parts-samtaler, hvor seks lande: Nordkorea, Sydkorea, USA, Kina, Rusland og Japan er med. Samtalerne begyndte efter Nordkorea trak sig fra ’ikke-spredningsaftalen’ i 2003, men det er ikke ført til noget.

Det er også blevet indført en række internationale sanktioner mod Nordkorea, specielt efter landet gennemførte sin første atomprøvesprængning i 2006. Omverdenen, med USA i spidsen, ser på det som uacceptabelt, at et land som Nordkorea har atomvåben.

Nordkorea testede en ny type avanceret våben, en såkaldt ballistisk missil (raket) fra en ubåd i oktober 2021. USA fordømte opsendelsen, og FN’s Sikkerhedsråd indkaldte til krisemøde. Våbentestningen skete samtidig med, at USA prøvede at blæse nyt liv i atomforhandlingerne efter to år uden fremgang.

Nord-Korea har atomvåben. Billedet viser en test af et fransk atomvåben i 1972. Foto: CTBTO/Flickr.

Atomvåben som selvforsvar og presmiddel

Atomvåben bliver af det nordkoreanske regime set på som den bedste garanti for undgåelse af, at USA skal angribe. Kim-regimet har også brugt truslen om atomkrig som et presmiddel for at tiltrække sig international bistand, hvilket landet har haft stort behov for efter Sovjetunionens fald i begyndelsen af 1990'erne.

Ifølge Korea-forskeren Andrei Lankov er det at opgive atomvåbnene ikke en mulighed for det nordkoreanske regime. Han siger, at Kim-regimet har set, hvad der skete i Irak i 2003 og i Libyen i 2011, hvor regimer uden atomvåben blev styrtet af USA og deres allierede. De har derfor konkluderet, at uden atomvåben er de forsvarsløse.

Hvordan forstås Nordkoreas ideologi?

Delingen af Korea, de enorme ødelæggelser under Koreakrigen og resultatet af Den Kolde Krig har til sammen skabt et isolationistisk tankesæt i Nordkorea - med stor skepsis mod indblanding udefra. Disse traumer er blevet vedligeholdt af de nordkoreanske myndigheder gennem en totalitær ideologi, som kaldes Juche.

Juche-ideologien handler om, at Nordkoreas overlevelse mod ydre trusler kun kan bevares gennem isolation og militarisme. Principper om hårdt arbejde, selvdisciplin og troen på landets stærke leder har, siden Kim Il-sung blev diktator, været opskriften på, at kommunistregimet og Kim-dynastiet har klaret at beholde magten i landet. Regimet har formået at opretholde gamle fjendebilleder, så som det fjendtlige syn på USA og Sydkorea.

Juche-ideologien gør reformer vanskelige. Den styrker også synet på landets behov for at beholde og videreudvikle sine atomvåben.

USA's interesser i Koreakonflikten

Nordkorea, som et kommunistisk diktatur, passer godt ind i USA’s fjendebillede. Fjendebilledet og atomtruslen kan bruges til at legitimere høje militærudgifter eller til at opnå andre udenrigspolitiske mål. Nordkorea blev for eksempel peget på som en del af «ondskabens akse», sammen med Irak og Iran, på forkant af USA’s invasion af Irak i 2003.
Nordkorea giver også USA en undskyldning for at have en stor militær tilstedeværelse i Østasien, i nærheden af Kina. Dette er et område, som amerikanske militærstrateger anser som vigtigt for USA.

Akkurat som stormagternes interesser bidrog til Koreakrigen i 1950, kan USA og andre stormagters interesser være med til at opretholde konflikten på Koreahalvøen den dag i dag.

Den humanitære situation

Det anslås, at over to millioner koreanere døde som følge af Koreakrigen, heraf mange civile. Endvidere døde omkring 600 000 kinesiske soldater og over 36 000 amerikanske soldater.

Delingen af Korea førte til, at omkring ti millioner nære slægtninge blev adskilt mellem Nord- og Sydkorea. Med få undtagelser har det ikke været muligt for nord- og sydkoreanere at have kontakt, hvilket har været en stor sorg at leve med for de adskilte familier.

Det er stor forskel på Nord- og Sydkorea i dag, da den humanitære situation for befolkningen i Nordkorea er helt forfærdelig. Det skyldes, at regimet i Nordkorea er et totalitært diktatur, som styrer folks liv med jernhånd.

Menneskerettighedsbruddene i Nordkorea er ekstreme

En undersøgelseskommission fra FN konkluderede i 2014, at de statslige forbrydelser, som Nordkorea begår mod egen befolkning, er så omfattende og alvorlige og helt unik brutalt i dagens verden. Den nordkoreanske befolkning har også været offer for nogle af de værste tilfælde af hungersnød de sidste årtier.

FN-kommissionen fandt, at myndighederne i Nordkorea har begået og begår forbrydelser mod menneskeheden, specielt gennem fængselssystemet. Den statslige undertrykkelse inkluderer mord og udryddelse af visse grupper samt slaveri, tortur, voldtægt og forfølgelse.

Myndighedernes kontrol med tilgangen til mad har spillet en vigtig rolle for at håndhæve politisk loyalitet hos befolkningen; udtrykker du illoyalitet, risikerer du at sulte i ihjel. Flere tusinde politiske fanger dør årligt som en konsekvens af tvangsarbejde, sult og for dårlig sundhedsbehandling.

Et natbillede af Nord- og Sydkorea viser tydeligt, hvor stor forskel der er på de to landes udviklede infrastruktur, og dermed også deres økonomi. Kort: fn.no. Et natbillede af Nord- og Sydkorea viser tydeligt, hvor stor forskel der er på de to landes udviklede infrastruktur, og dermed også deres økonomi. Kort: fn.no.

FN's rolle i konflikten

FN’s Sikkerhedsråd har indført en række sanktioner mod Nordkorea siden landets første atomprøvesprængning i 2006. Sanktionerne gør, at FN’s hjælpeorganisationer kun kan hjælpe Nordkorea i visse begrænsede områder. FN’s bistand til Nordkorea handler om mad, sundhed, vand og sanitærforhold.

Da det nyligt oprettede FN overtog ansvaret for Koreakrisen i oktober 1947 oprettede FN's Generalforsamling selv en kommission, som skulle observere parlamentsvalget. FN's mål var at bidrage til Koreas uafhængighed og effektiv tilbagetrækning af besættelsestyrkerne.

FN's sikkerhedsråd godkendte militærbrug i Koreakrigen

Da Koreakrigen brød ud, vedtog FN’s Sikkerhedsråd, at internationale militærstyrker skulle gribe ind for at slå den nordkoreanske offensiv mod Sydkorea tilbage (resolution 84). 16 af FN’s medlemslande, med USA i spidsen, deltog med militære styrker. Endvidere bidrog fem andre medlemslande med felthospitaler og medicinsk hjælp.

Koreakrigen var et af undtagelserne under Den Kolde Krig, hvor begge stormagterne (USA og Sovjetunionen) var involverede – og hvor der samtidig blev vedtaget ’brug af militærmagt’ i Sikkerhedsrådet

Hvorfor nedlagde hverken Sovjetunionen eller Kina veto?

Hverken Sovjetunionen eller Kina nedlagde veto i Sikkerhedsrådet i 1950 og stoppede dermed ikke oprettelsen af den USA-ledede FN-operation, som støttede den Sydkoreas side. Grunden til det var, at Sovjetunionen havde bestemt sig for at boycotte Sikkerhedsrådet i protest mod, at det kommunistiske regime i Kina, ledet af Mao Zedong, ikke blev anerkendt som Kinas repræsentant i Sikkerhedsrådet.

Kommunistregimet i Folkerepublikken Kina blev ikke anerkendt som Kinas repræsentant i FN før i 1971. Det var eksilregeringen i Taiwan, som havde tabt borgerkrigen i 1949, som repræsenterede Kina i FN’s Sikkerhedsråd, og de støttede USA’s initiativ i Korea. Dermed blev den USA-ledede operation på Sydkoreas side til en FN-operation med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Danmarks rolle i konflikten

Amerikanerne og den FN-ledede operation ønskede en stor tilslutning fra de øvrige af FN’s medlemslande, men da Danmark både havde en meget lille militær ydeevne, samt at vi ikke ville provokere det geografisk tætpåliggende Sovjetunionen, ønskede den danske regering ikke at sende tropper til Korea. I stedet ville Danmark bidrage med humanitærhjælp og sendte derfor medicin og ambulance. Det beskedne bidrag vakte ikke begejstring blandt de allierede – og Danmark valgte derefter at sende et hospitalsskib, der vakte en del mere begejstring. Skibet hed Jutlandia og nåede frem i 1951, hvor det sammen med to amerikanske skibe behandlede tilskadekomne fra kamphandlingerne. Jutlandia betragtes som en forløber i dansk udenrigspolitik vedrørende deltagelse i humanitære aktioner i FN regi. Årsagen var, at det var den eneste militære sanitetsenhed, der også behandlede civile koreanere på begge sider af konflikten.

Kilder

BBC, Britannica, Dagsavisen, NRK, regjeringen.no, Store norske leksikon [1, 2].

Bøger/rapporter/interviews: