Ukraine

Introduktion

Konflikten i Ukraine har stået på siden 2014, og foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine, mellem ukrainske myndigheder og Rusland og mellem NATO og Rusland. Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Baggrund

Fra 1922 til 1991 var Rusland og Ukraine en del af Sovjetunionen. Frem til 1954 tilhørte Krim-halvøen den russiske del af Sovjetunionen. Ledelsen i Sovjetunionen bestemte på det tidspunkt at tilføje Krim til den ukrainske del. Krim var fortsat en del af Sovjetunionen, men var administreret af Den Ukrainske Sovjetrepublik. Magten over både Krim og Ukraine lå alligevel i Moskva, hovedstaden i dagens Rusland.

Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, erklærede Ukraine sig som en selvstændig stat, efter 90% af befolkningen stemte for uafhængighed. Ledelsen i Moskva godtog, at Krim blev en del af det nye Ukraine, til trods for at flertallet af indbyggerne på Krim var såkaldte etniske russere. Krim blev dermed folkeretsligt en del af den suveræne stat Ukraine efter Den Kolde Krig.

Forholdet mellem Moskva og vesten har ikke siden Den Kolde Krig været så spændt, som det er nu. Hovedtruslen dengang var muligheden for atomkrig. Denne trussel er fortsat til stede.

Ukraines valg mellem øst og vest

Ukraine grænser både til Rusland og EU. Ukraine har således som udgangspunkt en interesse i et godt forhold til begge parter. Ikke desto mindre har forskellige grupper i Ukraine gået ind for et tættere samarbejde med kun én af parterne. Identitet spiller en vigtig rolle i, hvilken side man favoriserer.

Kort sagt har de ukrainere, der bor i den vestlige del af landet, været EU-tilhængere, mens dem i øst favoriserer Rusland. Det var valget mellem en tilknytning til EU/Vesten eller Rusland, der skabte konflikten i Ukraine.

Udløsende årsager til konflikten

Viktor Janukovitsj var præsident i Ukraine frem til februar 2014, hvor parlamentet fjernede ham fra magten. Anledningen var, at EU havde tilbudt Ukraine en såkaldt associeringsaftale. Denne aftale ville føre Ukraine nærmere EU. EU insisterede samtidig på, at dette ville udelukke et fremtidigt medlemskab af et russisk økonomisk ledet union. Rusland har nemlig etableret en økonomisk union med blandt andet Hviderusland og Kasakhstan - og havde planer om at inkludere Ukraine i denne.

EU's forslag pressede Janukovitsj til at vælge side. Janukovitsj var i udgangspunktet positiv for et tættere samarbejde med EU, men ønskede ikke at skabe større afstand til Rusland. Derfor undlod han at underskrive associeringsaftalen med EU og lavede en aftale med Rusland i stedet. Dette syntes EU-tilhængerne i Ukraine ikke om – og det medførte store demonstrationer på Maidan-pladsen i hovedstaden Kyiv, hvor hundredtusinder deltog fra november 2013. Protesterne var også motiveret af mistillid til regeringens manglende styring, blandt andet på grund af korruption.

Janukovitsj afsættes som præsident

Den ukrainske regerings hårde reaktion på demonstrationerne førte til en eskalering af voldelige sammenstød i Kyiv. Det endte med, at Parlamentet afsatte præsident Janukovitsj i februar 2014. Handlingen kan defineres som et statskub, da de valgte embedsmænd ikke fulgte procedurerne og ikke havde det 3/4 flertal, som det kræves af forfatningen for at tage sådan en beslutning. Mange omtaler det dog ikke som et statskup, muligvis fordi der var flertal i parlamentet for at afsætte Janukovitsj. På trods af det faktum, at afsætningen af ​​Janukovitsj måske kan siges at være ulovlig, blev det stadig betragtet af kommentatorer og politikere i Vesten som noget positivt for demokratiet i Ukraine. En sådan fortolkning understregede, at den afsatte ukrainske regering var korrupt og autoritær, delvist på grund af den voldelige behandling af ukrainske demonstranter og indførelsen af ​​anti-protest love. Rusland havde et andet syn på, hvad der var sket: Vesten havde hjulpet demonstranter - flere af dem nynazister - med at fjerne den demokratisk valgte præsident og senere at få en uægte, pro-vestlig ledelse i Ukraine, der underskrev associeringsaftalen med EU.

Rusland overtager Krim-halvøen

Rusland reagerede på Janukovitsjs afsættelse ved at tage kontrol over Krim-halvøen ved brug af militære styrker. Rusland havde allerede en legitim militærbase på Krim, der gjorde operationen hurtig og let uden kamp. Derefter blev der afholdt valg på Krim om at tilslutte sig Rusland. Næsten alle, som deltog, stemte ja. Valget blev ikke anerkendt internationalt. 13 ud af de 15 medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd stemte for at betragte Krim-valget som ugyldigt.

Et problem med valget var, at befolkningen på Krim ikke fik lov til at tage en beslutning alene. Valgmulighederne var også problematiske, da valget i praksis kun stod mellem to former for løsrivelse fra Ukraine.Processen fandt også sted i en sammenhæng, hvor væbnede styrker var aktive. Det hele kan derfor kaldes et kup og en ulovlig besættelse.

I marts 2014 besluttede Rusland at annektere Krim. De fleste andre lande i verden anerkender ikke, at Krim er en del af Rusland. Ruslands handlinger på Krim var delvis motiveret af bekymring for, om Krim ville kunne bruges som NATO-base under det nye ukrainske regime.Handlingerne var uanset i strid med folkeretten.

Krig i det østlige del af Ukraine

Rusland gav også støtte til de pro-russiske oprørere øst for Ukraine. Disse var imod myndighederne i Kyiv og blev inspireret af Ruslands annektering af Krim. Dette førte til kamp mellem de pro-russiske oprørere på den ene side og den ukrainske hær og de paramilitære nationalister på den anden side fra april 2014. Kampene foregik hovedsageligt i provinserne Donetsk og Luhansk øst for Ukraine. Det russiske militær var også involveret, og deltog på oprørernes side.

Ruslands handlinger på Krim og det østlige Ukraine blev betragtet som klare overtrædelser af folkeretten. Dette var grunden til, at Vesten indførte sanktioner (dvs. straffende foranstaltninger) over for Rusland, primært økonomiske. Rusland reagerede med lignende sanktioner mod Vesten. Samtidig bidrog USA til en militær oprustning af det ukrainske forsvar.

Foruden at være en reaktion på statskuppet og aftalen med EU, var Ruslands handlinger på Krim og det østlige Ukraine knyttet til ukrainsk indenrigspolitik, herunder de etniske russeres rettigheder i Ukraine.

Udover at være en reaktion på afsættelsen af ​​Janukovitj og aftalen med EU, var Ruslands handlinger på Krim og i det østlige Ukraine forbundet med ukrainsk indenrigspolitik, herunder rettighederne for etniske russere i Ukraine.

Underliggende årsager og drivkræfter i konflikten

Den lokale konflikt: Pro-russisk og anti-russisk

Der bor omkring 17% etniske russere i Ukraine og endnu flere taler russisk som førstesprog. Russiske myndigheder, ledet af præsident Vladimir Putin, hævder, at Rusland har et ansvar over for etniske russere i Ukraine, hvoraf de fleste bor i øst. Dette er til trods for, at de er ukrainske statsborgere.

En af de ting, der har skabt uro i Ukraine, før og efter 2014, har været spørgsmålet om, hvilken status det russiske sprog skal have i Ukraine. Denne del af konflikten eskalerede, da det ukrainske parlament vedtog, efter afsættelsen af ​​Janukovitsj, at fratage regionerne i Ukraine retten til at give russisk (og andre minoritetssprog) officiel sprogstatus.

Mange russisktalende ukrainere mente, at Ukraine blev mere fjendtlig over for russisk identitet og frygtede en forøget ukrainsk nationalisme. Mange ønskede således at etablere et tættere bånd til Rusland. Ukrainsk nationalisme ses dog også som en bekymring for mange andre etniske minoriteter i Ukraine, ikke kun af dem, der har en tilknytning til Rusland.

Efter Ruslands storstilede invasion af Ukraine i 2022 er den lokale konflikt mellem ukrainerne trukket mere i baggrunden. Ukrainere, der har været positive over for Rusland, kan have vendt sig som en konsekvens af Ruslands brutale krigsførelse. Andre, især russiske ukrainere på Krim og det østlige Ukraine, foretrækker måske et resultat frem for krigen, der stadig giver dem mulighed for at leve i et tæt forhold til Rusland.

Ukraine-konflikten har både handlet om den lokale konflikt i Ukraine, og Ukraines forhold til Rusland. Men de bagvedliggende årsager skal også ses i lyset af forholdet mellem Rusland og USA. I dette perspektiv er Ruslands handlinger i Ukraine en reaktion på NATO's udvidelse mod øst siden Sovjetunionens fald. Planer for ukrainsk NATO-medlemskab ses af Putin-regimet som at USA/NATO går for vidt.

Ruslands konflikt med USA og NATO

Det var Den Kolde Krig, der forårsagede NATO's oprettelse i 1949. Alligevel fortsatte NATO med at eksistere efter afslutningen af ​​Den Kolde Krig. Organisationen fik endda mange nye medlemmer, som gjorde det muligt for NATO at ekspandere mod øst.

Tolv lande er tiltrådt NATO efter 1991: Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Polen, Bulgarien, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Albanien og Kroatien. Derudover blev det tidligere Østtyskland (DDR) en del af NATO gennem tysk fusion i 1990. De fleste af disse nyere NATO-lande havde været i militær alliance med Sovjetunionen under Den Kolde Krig i den såkaldte Warszawa-pagt. Rusland kunne ikke lide, at de baltiske stater (Estland, Letland og Litauen) blev NATO-medlemmer, da de også tidligere havde været en del af Sovjetunionen. Det samme gælder for Ukraine.

I 2008 besluttede NATO, at Ukraine og Georgien skulle have mulighed for at blive NATO-medlemmer på lang sigt. Denne plan blev fastfrosset, da Janukovitsj blev præsident i 2010, men blev genoptaget efter at han blev afsat. I december 2014 besluttede Parlamentet, at Ukraine skulle opgive deres alliancefri status og arbejde for et NATO-medlemskab.

Kritik af NATO's ekspansion mod øst

De, der kritiserer NATO's udvidelse mod øst, påpeger, at en sådan udvidelse provokerer Rusland. Russerne føler sig omgivet af amerikanske militærbaser, og dette skaber en usikkerhed, som fører til en konflikt. Forsøg på at inkorporere Ukraine (og Georgien) i NATO går derfor for langt.

NATO's udvidelse mod øst kan også opfattes af russerne som et svigt, fordi det er i strid med et løfte, som amerikanske myndigheder gav Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates mener, at planerne om at inkludere Ukraine og Georgien i NATO "undergraver formålet med alliancen og ser bort fra, hvad russerne betragter som deres vitale nationale interesser”.

Forsvar af NATO's ekspansion mod øst

Fortalere for NATO's udvidelse ser øst-vest-konflikten som latent eller uundgåelig. NATO bliver ikke anset truende mod Rusland, men kun som en beskuttelse mod russisk aggression. NATO’s ekspansion mod øst vil derfor skabe mere sikkerhed i Europa.

Et andet perspektiv er at argumentere ud fra et demokratisk princip om selvbestemmelse, nemlig at stater selv skal have lov til at vælge, hvilke organisationer de tilslutter sig. Rusland skal derfor ikke have lov til at bestemme, om Ukraine skal være medlem af NATO eller ej.

Ruslands identitet som stormagt

Putins politiske projekt i Rusland har længe handlet om at genoprette Rusland som en stormagt. Det handler blandt andet om at udfordre USA's dominerende position i international politik. Samtidig er Putins retorik præget af en type imperialistisk nationalisme, som fører den russiske nations identitet tilbage til Kievske imperium i det 8. århundrede, hvor Ukraine og hovedstaden Kyiv/Kiev er en vigtig del af fortællingen.

Selvom det er svært at vide, hvad den russiske ledelse tænker og føler, tyder meget på, at Putin-styret opfatter EU- og NATO-ekspansionen som en slags trussel, især når det kommer til Ukraine. Om ikke en direkte militær trussel, så i hvert fald en trussel mod Ruslands position som stormagt.

Andre har understreget, at Putin-styret primært er bange for, at folkelige opstande for demokratiet, som i Ukraine i 2014, vil brede sig til Rusland.

2022: Rusland invaderer Ukraine

Udstationeringen af over 100 000 russiske soldater nær grænsen til Ukraine i november 2021, gjorde at Ukraine-konflikten blev mere anspændt end på noget tidspunkt siden 2014. Rusland kræver garantier for at Ukraine ikke bliver medlem af NATO. Optrapningen førte til at flere NATO-lande mobiliserede dele af sine militære styrker, og øgede sin tilstedeværelse i Øst Europa. Dette til trods for at Ukraine ikke er medlem af NATO.

Krisen kom til sit højeste den 21. februar, da Rusland anerkendte de to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine, i Donetsk og Luhansk, som uafhængige stater. Rusland angreb derefter Ukraine med regulære styrker den 24. februar, i klar overtrædelse af FN-pagten.

En ny fase af konflikten var i gang. Invasionen betød, at krigen ramte meget større dele af Ukraine direkte. Det omfattede angreb på hovedstaden Kiev, hvor Rusland håbede at vælte den ukrainske regering, hvilket de ikke formåede at gøre.

Reaktionerne på den russiske invasion

Rusland mødte stor kritik fra de fleste af FN's medlemslande. De var tydelige på, at invasionen er en klar overtrædelse af international lov og Ukraines suverænitet. NATO-landene reagerede ved at indføre stærke sanktioner mod Rusland og det russiske regime og ved at sende våben til Ukraine.

Selvom Rusland i starten var meget stærkere militært end Ukraine, har de russiske styrker mødt en del modstand, som Putin-styret formentlig ikke havde forventet. Krigen er derfor stadig i gang.

De fleste ukrainere støtter krig mod russisk besættelse, indtil sejren er opnået. Men mange ukrainere, især i det hårdest ramte øst, foretrækker forhandlinger, ifølge en meningsmåling foretaget af Gallup i september 2022.

Den humanitære situation

Ifølge FN blev der dræbt mere end 14 000 mennesker i Ukraine-konflikten fra krigens start i 2014, og frem til Ruslands storskala invasion i 2022. Etter at den russiske invasion var startet, steg dødstallene hurtigt, men med stor usikkerhed om nøjagtig, hvor mange der er blevet dræbt.

I starten af 2021 havde krigen ført til, at 734 000 ukrainere var internt fordrevne, og over 56 000 var flygtet fra landet, ifølge Flygtningehjælpen (2022). Disse tal steg dramatisk i på baggrund af den russiske invasion i februar 2022. Alene i løbet af den første uge var cirka en million ukrainere flygtet fra landet, ifølge FN’s højkommissær for flygtninge (UNHCR), og flere millioner var internt fordrevne. Antallet af ukrainske flygtninge voksede hurtigt til flere millioner.

FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA) rapporterede i februar 2021 at 3,4 millioner mennesker i Ukraine havde behov for humanitær hjælp og beskyttelse. Dette tal er også vokset dramatisk i kølvandet på den russiske invasion, som begyndte den 24. februar i år.

Krigsforbrydelser og menneskerettighedsbrud

Som følge af Ruslands folkeretsstridige angreb 24. februar 2022, oprettede FN's menneskerettighedsråd en uafhængig undersøgelseskommission for at vurdere om også andre folkeretsbrud bliver begået i Ukraine-krigen.

Kommissionen har rapporteret, at krigsforbrydelser, udover brud på menneskerettigheder og international humanitærret, er blevet begået.

Kommissionens første rapport, fra 18. oktober 2022, konkluderede følgende:

• De russiske styrker er ansvarlige for det store flertal af de identificerede brud.
• De russiske brud inkluderer udenomsretslige henrettelser, tortur og voldtægt.
• Ruslands brug af klasevåben, raketter og luftangreb for at overtage ukrainske byer, har medført de største tab af menneskeliv.
• Ukrainske styrker har brudt international humanitærret i få, enkelte tilfælde.

Kilde: Undersøgelseskommissionens første rapport (okt. 2022)

Knebelen af ​​journalister og aktivister i Rusland er også steget siden den 24. februar. De russiske myndigheders undertrykkelse udelukker stort set offentlige protester og al deling af information om krigen i Ukraine, ifølge Amnesty International (nov. 2022).

FN's rolle i konflikten

Ukraines konflikt er blevet drøftet i FN’s Sikkerhedsråd. Da Rusland både er part i konflikten og har vetoret i Sikkerhedsrådet, vil Sikkerhedsrådet ikke være i stand til at fungere som et effektivt politisk organ, der vedtager sanktioner. Det kan primært være et forum for samtaler mellem parterne samt for at gennemføre symbolske afstemninger.

Efter Rusland invaderede Ukraine i 2022, blev dette taget op i FN's Generalforsamling. Da generalforsamlingen stemte om en resolution den 2. marts, som udtrykte stærk kritik af invasionen, stemte kun Rusland, Hviderusland (Hviderusland), Nordkorea, Syrien og Eritrea imod. I alt stemte 141 lande for resolutionen, som kræver, at Rusland skal stoppe militæroffensiven i Ukraine.

FN's generalsekretær, António Guterres, har udtalt, at Ruslands invasion er i strid med FN-pagten. Han opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile, og at parterne vælger dialog og forhandlinger.

Danmarks engagement i konflikten

Den humanitære situation i Ukraine er særdeles alvorlig, og Danmark udviser solidaritet med Ukraine ved at støtte Ukraine i samarbejde med partnere og allierede i EU og NATO.

Danmarks fokusområder inkluderer blandt andet, militær støtte, humanitære og akutte indsatser, finansiel støtte til den ukrainske stat, accountability, minerydning, beskyttelse af kvinder og børn, genopbygning osv.

Siden krigens udbrud er den bilaterale støtte til Ukraine nået op på mere end ca. 4,9 mia. kr. i militær støtte og ca. 1,4 mia. kr. i civil større, herunder humanitære bidrag. Den civile støtte udgøres af ca. 1.1 mia. kr. i donationer og ca. 298 mio. kr. i garantistillelse.

Kilder

NRK, NTB, BBC, The Guardian, The Economist, regjeringen.no, Aftenposten, Morgenbladet, Dagbladet, Dagsavisen, OCHA, International Crisis Group, Amnesty International, Gallup, Store norske leksikon.

Bøger:

• Richard Sakwa "Frontline Ukraine: Crisis in the Borderlands" (2015)
• Andrew Wilson "Ukraine Crisis: What It Means for the West" (2014)

Links:

https://um.dk/udenrigspolitik/dansk-stoette-til-ukraine

Relaterede lande

Læs vores landprofiler for de lande der er involveret i konflikten:

• Ukraine
• Rusland
• USA

Tidslinje over den internationale konflikt i Ukraine

Konflikten i Ukraine er ikke bare en konflikt mellem ukrainere. Det er også en international konflikt mellem Rusland og Vesten. Denne tidslinje viser den magtpolitiske historie mellem disse, blandt andet ved at illustrere NATO og EU's ekspansion østover siden Sovjetunionens fald. Historien om Den Kolde Krig, og udviklingen i Europa efter 1990, er vigtig for at forstå Ruslands folkeretsstridelige magtbrug i Ukraine i 2014.