Introduktion
I 1948 blev staten Israel oprettet. Det skete gennem krigsførelse og på bekostning af den palæstinensiske befolkning, som boede i området inden. Siden da har konflikten været præget af et skævt magtforhold: et militært stærkt Israel med stor støtte fra USA på den ene side og et delt palæstinensisk folk uden en egen stat på den anden side.
Mange palæstinensere har levet under israelsk besættelse siden 1967. Det centrale spørgsmål i konflikten er, hvem der har mest ret til at kontrollere og bo i området.
Baggrund
Israel-Palæstina-konflikten er først og fremmest en territorial konflikt mellem staten Israel og det palæstinensiske folk. Dagens konflikt har sin baggrund i, at europæiske jøder, siden 1880-tallet, flyttede til det område i Mellemøsten, som hed Palæstina - i dag ofte refereret til som det historiske Palæstina. Dette historiske Palæstina-område udgør både dagens Israel, men også de besatte palæstinensiske områder, Gazastriben og Vestbredden, som ordet Palæstina ofte refererer til i dag.
Hoveddrivkraften for den europæiske jødiske indvandring til Palæstina-området var zionismen. Zionismen er en ideologi og politisk bevægelse, som arbejdede for en jødisk stat i det historiske Palæstina. Den blev etableret i 1880-tallet og var en del af den europæiske bosætter-kolonialismen. Planen om at etablere en jødisk stat var inspireret af den fremvoksende idé om en nationalstat; én stat til hvert folk. Jøderne blev på den måde set på, som et folkeslag der burde have sin egen stat. Ønsket om en egen jødisk stat var også en reaktion på de antijødiske holdninger (antisemitisme) og jødeforfølgelserne i Europa.
Det historiske Palæstina blev udpeget som et passende sted at etablere en sådan jødisk nationalstat. Grunden var, at jødernes historie har rødder derfra. Jøder blev drevet på flugt fra området omkring år 70 efter Kristus. Der blev de spredt over hele Europa og Mellemøsten. Denne del af historien har spillet en vigtig rolle for, at jøder har følt ejerskab til (historiske) Palæstina, og for at mange jøder er flyttet dertil i nyere tid.
Jødisk indvandring til Palæstina
Efter 1. Verdenskrig gik det osmanniske rige, som Palæstina var en del af, i opløsning. Palæstina blev da underlagt britisk mandat (kontrol). Zionistbevægelsen fik sit diplomatiske gennembrud i 1917 med Balfour-erklæringen, hvor den britiske regering lovede at arbejde for oprettelsen af et "nationalhjem for det jødiske folk" i Palæstina. Dette satte fart på den jødiske indvandring til Palæstina.
Jødeforfølgelserne i Europa efter 1933 gjorde, at indvandringen steg yderligere. Udvandringen fra Europa førte til, at den jødiske befolkning i Palæstina mere end tidobblede sig under britisk kontrol; fra omkring 56 000 i år 1917 til ca. 650 000 i 1948. Jøderne udgjorde da omtrent en tredjedel af Palæstinas samlede befolkning.
Palæstinenserne var ikke glade for denne udvikling - især ikke fordi de europæiske tilflytteres projekt var at etablere en stat, som var ekskluderende over for ikke-jøder, hvilket i praksis ville ramme næsten alle palæstinensere. Situationen skabte konflikt mellem den jødiske minoritet, den palæstinensiske majoritet og den britiske mandatadministration og var begyndelsen på nutidens konflikt mellem Israel og palæstinenserne.
Den jødiske indvandring fortsatte også efter 2. Verdenskrig, og Europas dårlige samvittighed for Holocaust gjorde, at oprettelsen af en jødisk stat havde større støtte end tidligere. Holocaust bidrog også til, at styrke jødernes tro på behovet for at oprette en stat, hvor jøder var i overvældende flertal.
Zionisterne så for sig, at en sådan jødisk stat ville kunne tilbyde sikkerhed til alle verdens jøder, som måtte have behov for beskyttelse. En hindring for planens succes, ifølge zionisterne, var at flertallet af befolkningen i Palæstina var ikke-jøder.
1947: FN's delingsplan
Efter 2. Verdenskrig ønskede zionistledelsen at overtage magten i Palæstina og slippe af med det britiske styre. Dette førte til, at zionistbevægelsens paramilitære styrker (Haganah) indgik samarbejde med zionistiske terrororganisationer (Irgun og Stern), som angreb briterne i Palæstina. Volden bidrog til, at de britiske myndigheder besluttede at trække sig som mandatmagt og overlade Palæstina-problemet til FN.
FN’s generalforsamling kom i 1947 med en ikke juridisk bindende anbefaling om, at Palæstina burde deles i to, hvor jøderne skulle tildeles 55% af jorden, mens palæstinenserne fik 44%. Dette blev accepteret af zionistbevægelsen, som så det som et vigtigt første skridt mod at overtage hele Palæstina. Palæstinenserne, som udgjorde ca. 70% af befolkningen, så på forslaget som uretfærdigt og afviste det.
Lanceringen af FN’s delingsplan udløste den første, største og vigtigste krig i Palæstina-konflikten, 1948-krigen. Den blev muliggjort på grund af magtvakuumet, som opstod ved afviklingen af det britiske styre i Palæstina. Krigen førte til ødelæggelsen af det palæstinensiske samfund, begyndelsen på det palæstinensiske flygtningeproblemet og oprettelsen af staten Israel.
1948: Oprettelsen af staten Israel
1948-krigen kan inddeles i to faser: før og efter 14. maj 1948, da Israel erklærede sig som stat. Første fase var mellem de jødiske indflyttere og den arabiske lokalbefolkning, dvs. mellem zionistbevægelsen og palæstinenserne. Den anden fase var mellem det, som var blevet til staten Israel på den ene side og styrker fra de arabiske nabolande (Egypten, Irak, Jordan, Libanon og Syrien) på den anden side. Indblandingen af andre lande har også gjort konflikten kendt som Mellemøsten-konflikten.
Palæstinenserne kunne ikke stille meget op under krigen. Ingen kæmpede med dem for en palæstinensisk stat. Nabolandene angreb Israel, men var motiveret af egne interesser.
1948-krigen førte til, at omkring 750 000 palæstinensere mistede deres hjem. Store dele af den palæstinensiske befolkning blev fordrevet gennem militære operationer, som i dag bliver omtalt af historikere som etnisk udrensning. Flygtningene udgjorde ca. halvdelen af den palæstinensiske befolkning, og Israel har siden nægtet dem at komme tilbage.
Zionismens rolle under 1948-krigen
Fordrivelsen af palæstinensere var delvis et resultat af zionistbevægelsens mål om at etablere en stat i Palæstina med overvældende jødisk flertal. Det bidrog til, at de jødiske styrker bevidst fordrev palæstinenserne fra landet, specielt i de områder, som var tiltænkt en jødisk stat i FN’s delingsplan, og i områder som var strategisk vigtige. Det, at det var krig, bidrog også til, at palæstinenserne blev bortdrevet fra deres hjem, og mange palæstinensere flygtede i frygt for at blive ofre for krigens grusomheder.
Da krigen endte i januar 1949, sad Israel nu med et landområde, som var 77% af det historiske Palæstina, altså 22% større end det FN’s delingsplan havde foreslået. Det er alligevel disse 77%, som i stor grad anses som det folkeretslige anerkendte Israel i dag. Egypten og Jordan tog kontrollen over resten af Palæstina i løbet af krigen i 1948.
Det zionistiske lederskab, med David Ben-Gurion i spidsen, havde længe været enige om, at palæstinenserne måtte væk. Under 1948-krigen blev over 500 palæstinensiske landsbyer ødelagt. Zionistbevægelsen anså palæstinensisk identitet og tilstedeværelse som en hindring for etableringen af en såkaldt jødisk stat med jødisk identitet og tilstedeværelse. Palæstinenserne kalder 1948-krigen for "al-Nakba", som betyder "katastrofen" på arabisk.
1967: Begyndelsen på Israels besættelse af Gazastriben og Vestbredden
Den næste krig i Palæstina-konflikten var i 1967, kendt som seksdags-krigen. Krigen var hovedsageligt mellem Israel på den ene side og Egypten, Jordan og Syrien på den anden siden. I løbet af seks dage tog Israel flyvåbnet i brug over for sine modstandere.
Seksdags-krigen førte til, at Israel tog kontrollen over Gazastriben og Sinai-ørkenen fra Egypten, Vestbredden med Øst-Jerusalem fra Jordan og dele af Golanhøjderne fra Syrien. Over 300 000 palæstinensere mistede deres hjem som følge af den israelske udvidelse.
Efter 1967-krigen kontrollerede Israel dermed mere end hele det historiske Palæstina med det resultat, at omkring én million palæstinensere nu var bosat i besatte områder under israelsk styre. Bortset fra Sinai er disse områder fortsat besatte af Israel i dag.
Palæstinensisk modstand
Krigene i 1948 og 1967 lagde hovedgrundlaget for palæstinensernes modstandskamp i eftertiden, en kamp som både har været i tråd med og i strid med folkeretten. Folkeretten giver palæstinenserne ret til væbnet modstand mod israelsk kolonialisme, undertrykkelse og besættelse.
Samtidig lægger folkeretten visse begrænsninger på, hvad der anses som lovlig væbnet modstand. Man har for eksempel ikke lov til at angribe civile. Palæstinensiske organisationer, som PLO og Hamas, har tidligere brugt terror bevidst som metode i kampen mod Israel.
Den palæstinensiske modstandskamp udføres i dag hovedsageligt med ikke-voldelige midler. Israelerne på deres side har en oplevelse af, at palæstinensisk vold først og fremmest motiveres af et had mod jøder. Dette bidrager til, at Israel opretholder besættelsespolitikken, som anses som en nødvendighed for at bevare sikkerheden for den israelske befolkning.
De to største politiske partier i Palæstina, Fatah og Hamas, har haft vanskeligheder med at samarbejde. I praksis styrer Hamas på Gazastriben og Fatah på Vestbredden, men begge organisationernes politiske frihed er stærkt begrænset af den israelske besættelse.
Den palæstinensiske frigørelsesorganisation (PLO) blev dannet i 1964, og blev ledet af Yasir Arafat fra 1969. PLO var sammensat af mange forskellige palæstinensiske modstandsgrupper, som kæmpede for et frit Palæstina. Flygtninglejrene var de vigtigste rekrutteringssteder for den palæstinensiske modstandskampe. Dele af modstandsbevægelsen stod bag terroraktioner, blandt andet flykapringer, for på den måde at opretholde opmærksomheden mod palæstinensernes situation.
Det diplomatiske gennembrud for PLO kom i 1988, da Arafat tog afstand fra brug af terror i kampen for en selvstændig stat. Omtrent samtidig udråbte det palæstinensiske nationalråd, dvs. palæstinensiske parlament i eksil, den selvstændige stat Palæstina, bestående af Gazastriben og Vestbredden, inklusiv Øst-Jerusalem. Mange lande anerkendte staten, og den palæstinensiske forhandlingsposition blev styrket af, at der var ubrudt et oprør året før.
Oprøret var stort set ikke-voldelig og fandt sted i de besatte områder både på Gazastriben og Vestbredden. Det kaldes den første intifada. Ordet intifada betyder på arabisk "at riste", som i dagligtalen bliver forstået som at gøre oprør eller modstand mod undertrykkeren. Den første intifada bidrog til forhandlinger i den såkaldte Oslo-proces.
Oslo-processen var forhandlinger mellem Israel og PLO, som førte til Oslo-aftalerne I og II i 1993 og 1995. Israel anerkendte PLO, som palæstinensernes retmæssige repræsentant, og PLO anerkendte staten Israels ret til at eksistere. Aftalerne lagde et politisk grundlag for begrænset palæstinensisk selvstyre gennem oprettelsen af de palæstinensiske selvstyremyndigheder (the Palestinian Authorities - PA).
Oslo-aftalerne lagde op til, at der på et senere tidspunkt skulle forhandles om Jerusalem, de palæstinensiske flygtninge og opretholdelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. Oslo-aftalerne indebar, at PLO opgav kravet om det gamle mandatområde Palæstina.
Processen fik en brat afslutning i 1995, da den israelske statsminister, Yitzhak Rabin, blev myrdet af en jødisk ekstremist. Rabins efterfølger, Benjamin Netanyahu, var langt mindre kompromis villig end sin forgænger, og efter Netanyahu og højrefløjens overtagelse af regeringsmagten i 1996 stoppede processen op. Oslo-processen førte ikke til en selvstændig palæstinensisk stat, som havde været palæstinensernes mål og krav.
I løbet af 2000-tallet blev situationen gradvis forværret. Palæstinenserne var skuffede over, at staten, de blev lovet i Oslo-aftalen, aldrig blev oprettet. I 2001 udbrød den anden palæstinensiske intifada i kampen mod besættelse og undertrykkelse. Denne gang blev der udført hyppige selvmordsangreb i Israel, hvilket medførte, at den israelske hær strammede grebet om Vestbredden og Gazastriben betragteligt. Specielt gik dette ud over bevægelsesfriheden for de palæstinensere, der måtte gennem et stadig stigende antal kontrolposter og vejspærringer for at flytte sig - selv inden for egne landområder.
I 2002 startede Israel med at bygge en mur langs grænselinjen, men som samtidig strækker sig ind på Vestbredden og gør dele af landet utilgængelig for palæstinenserne. Den gør i praksis, at Israel stjæler palæstinensiske landområder. Muren er blevet fordømt af FN, og Den Internationale Domstol i Haag vedtog i 2005, at muren var i strid med folkeretten (international lov).
Om de folkeretsstridige israelske bosættelser
Helt siden Israel besatte de sidste palæstinensiske områder i 1967 har staten fortsat udbygning af israelske bosættelser på Vestbredden i strid med folkeretten. I dag bor der mellem 650 000 og 800 000 ulovlige bosættere på Vestbredden, som inkluderer Øst-Jerusalem.
Nogle bosættere mener, at jøderne er Guds udvalgte folk, og at de derfor har ret til at bo i hele det bibelske Israel, som inkluderer de besatte palæstinensiske områder. Disse er vigtige religiøse områder for troende jøder og vigtige ideologiske områder for nationalistiske israelere.
De fleste israelske bosættere er imidlertid flyttet til de besatte områder, fordi den israelske stat tilbyder israelerne økonomiske goder, som skattelettelser og billige boliger, for at bosætte sig der.
Om israelsk apartheid
FN's særlige rapportør for menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder, Michael Lynk, konkluderede i sin rapport til FN's Menneskerettighedsråd den 25. marts 2022, at Israels 55-årige besættelse af de palæstinensiske områder er apartheid.
Israelsk apartheid betyder, at palæstinenserne undertrykkes, diskrimineres og forfølges på et racistisk grundlag, baseret på deres identitet som palæstinensere. I henhold til international lov betragtes apartheid som en forbrydelse mod menneskeheden.
Store internationale menneskerettighedsorganisationer, såsom Human Rights Watch og Amnesty International, har tidligere konkluderet, at Israels politik over for palæstinenserne er i strid med Apartheid-konventionen, hvilket FN-rapporten bekræfter. Samme kritik er blevet fremsat af den israelske organisation B'Tselem, foruden flere palæstinensiske organisationer.
Menneskerettighedsorganisationerne hævder, at israelsk apartheid ikke er begrænset til de besatte områder, men påvirker det palæstinensiske folk som helhed. Det omfatter palæstinensiske flygtninge og palæstinensere med israelsk statsborgerskab.
Flere personer med autoritet på området har også kaldt Israels politik over for palæstinenserne for apartheid, herunder Sydafrikas ærkebiskop og Nobels fredsprisvinder Desmond Tutu og FN's tidligere generalsekretær Ban Ki-moon.
Gazastriben er fortsat under israelsk besættelse
I 2005 bestemte Israel at trække alle sine styrker fra Gazastriben. Israel iværksatte derefter en blokade mod Gazastriben. Den begrænser ind- og udfart af både mennesker og varer i så stor grad, at Gaza nærmer sig at være ulevelig. FN anser Gazastriben for fortsat at være under israelsk besættelse.
Israel gennemfører jævnligt militæroperationer og raketangreb mod Gazastriben. Hamas og andre militante grupperinger på Gaza sender fra deres side mindre, men dødelige, raketter mod Israel. Disse raketter har ikke medført store tab af menneskeliv, men skaber frygt i den israelske befolkning.
Israelske militæroperationer har ført til massive ødelæggelser på Gazastriben.
Operationer inkluderer:
- En 22-dages krig i årsskiftet 2008/2009, som resulterede i at 1400 palæstinensere blev dræbt.
- En 51-dages krig sommeren 2014, hvor 2100 palæstinensere blev dræbt, de fleste af dem var civile. Derudover blev 73 israelere dræbt, de fleste af dem var soldater.
- En 11 dage lang militæroffensiv i foråret 2021, hvor flere hundrede palæstinensere blev dræbt of såret, og titusinder fordrevet fra deres hjem.
At de palæstinensiske tab af menneskeliv er så meget større en de israelske, tydeliggør den magtforskel, der ligger i Israels rolle som besætter og palæstinenserne som besat.
Den sidste store krig mod Gazastriben var 51-dages krig i sommeren 2014. I følge FN blev 2100 palæstinensere dræbt, de fleste civile. Endvidere blev 73 israelere dræbt - de fleste af dem var soldater.
Israelske militæroperationer har medført massive ødelæggelser på Gazastriben, blandt andet gennem en 22-dags krig i årsskiftet 2008/2009, som resulterede i, at omkring 400 palæstinensere blev dræbt.
At de palæstinensiske tab af menneskeliv er så meget større i forhold til de israelske, tydeliggør magtforskellen, som ligger i Israels rolle som besættere og palæstinenserne som besatte.
FN om menneskerettighedssituationen i de besatte områder
Israels brud på menneskerettighederne:
- Israels blokade af Gazastriben bryder grundlæggende menneskerettigheder. Blokaden udgør en kollektiv afstraffelse rettet mod den palæstinensiske befolkning, hvilket anses for at være en krigsforbrydelse.
- På Vestbredden er palæstinenserne ofre for husødelæggelser og tilfældige arrestationer fra Israel -foruden vold og drab fra israelske bosættere, som kun i lav grad strafforfølges.
- FN’s specialrapportør for de besatte områder har konkluderet, at besættelsen i sig selv er folkeretstridig, fordi Israel bryder de regler, som gælder for at en besættelse kan være lovlig.
Palæstinensiske brud på menneskerettigheder:
- Hamas har slået, arresteret og tortureret palæstinensere, som har protesteret ved Gazastriben.
- De palæstinensiske selvstyremyndigheder på Vestbredden har strenge restriktioner på palæstinensernes organisations- og ytringsfrihed, som blandt andetnhar inkluderet fængsling af journalister.
Andre staters ansvar:
- Israels systematiske og langvarige brud på folkeretten - som inkluderer brud på bestemmelser fattet af FN’s sikkerhedsråd - gør at andre stater har et ansvar for at indføre tiltag, som kan føre til ophør af folkeretsbruddene. Det hævder FN’s specialrapportør for de besatte områder, Michael Lynk. Han anbefaler, at det internationale samfund indfører sanktioner mod Israel for afslutte besættelsen.
Kilde: Kilde: Rapport fra FN’s specialrapportør for menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder (2019)
FN’s rolle i konflikten
Den første fredsbevarende operation i FN’s historie, UNTSO, blev sendt til Palæstina i 1948. Opgaven var at få krigen til at stoppe. UNTSO er fortsat i Israel og Palæstina. Den består både af fredsobservatører og militær. De forsøger at forhindre sammenstød mellem palæstinensere og israelere, holde øje med, at civilbefolkningen ikke udsættes for overgreb og generelt følge med i, hvordan fredsaftaler efterleves. FN-styrken i Israel og Palæstina samarbejder med fredsstyrkerne i Libanon og Syrien (Golan-højderne), og dets personel har været fleksibel til at kunne anvendes med kort varsel i andre FN-operationer andre steder i verden.
FN’s generalforsamling, og til dels Sikkerhedsrådet, har vedtaget en række resolutioner til konflikten siden Israel blev oprettet i 1948. De fleste har kritiseret den israelske besættelse af de palæstinensiske områder siden 967. Israel har valgt at overse kritikken og er i dag det land i verden, som har undladt at efterkomme flest FN-resolutioner. I FN’s sikkerhedsråd bliver de fleste resolutioner mod Israel stoppet af USA’s vetoret.
FN og palæstinensiske flygtninge
Omkring halvdelen af det palæstinensiske folk regnes som flygtninge. I dag udgør det omkring 5,7 millioner mennesker. Årsagen er hovedsageligt, at de palæstinensere, som flygtede under krigene i 1948 og 1967, ikke har fået lov af Israel til at vende tilbage til deres hjem. Disse, sammen med deres børn og børnebørn, er derfor forblevet flygtninge, men har ifølge FN og folkeretten ret til at vende tilbage.
De palæstinensiske flygtninge lever for det meste ved Gazastriben og Vestbredden og i nabolandene Jordan, Libanon, Syrien og Egypten.
FN har sin egen hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA). Gazas befolkning er helt afhængig af den bistand UNWRA giver i forhold til sundhed og undervisning. USA har traditionelt været den største giver til UNRWA, og dækkede i 2017 omkring en tredjedel af UNRWAs budget. I 2018 besluttede USA, under Trump, at fjerne al bistand til UNRWA.
Kilder
Uppsala Conflict database, Institutt for fredsforkning (PRIO), Aschehoug og Gyldendals store norske leksikon, FNs fredsbevarende operasjoner, BBC, Aftenposten, Dagens Næringsliv, UN News, Vårt Land, Haaretz, Russell Tribunal on Palestine, Human Rights Watch.
Bøker: Nils Butenschøn, "Drømmen om Israel" (2006); Sune Persson "Palestinakonflikten" (2001); Eugene Rogan "The Arabs" (2011); Avi Shlaim "The Iron Wall" (2001); Hilde Henriksen Waage "Konflikt og stormaktspolitikk i Midtøsten" (2013).
Relaterede lande og konflikter
Læs mere om landprofiler for de lande som er involveret i konflikten:
Læs mere om konfliktprofiler som er relateret til konflikten: