Iran

Introduktion

I 2018 brød USA atomaftalen med Iran og genindførte sanktioner mod landet. Dette til trods for, at FN-kontrollører gentagne gange havde bekræftet, at Iran holdt sig til sin del i aftalen. Ændringen i USA’s politik førte til en eskalering i konflikten mellem Iran og USA, hvor flere regionale og internationale stormagter er involveret.

Baggrund

14. juli 2015 indgik vetolandene i FN’s sikkerhedsråd (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA), sammen med Tyskland og EU, en aftale med Iran om landets atomprogram. Baggrunden for atomaftalen var en frygt for, at Iran skulle udvikle atomvåben. FN’s sikkerhedsråd havde derfor tidligere indført sanktioner mod Iran i et forsøg på at presse det iranske regime til at afvikle det, som flere lande mente, var landets militære atomprogram.

Atomaftalen med Iran handler kort sagt om, at sanktioner, som var indført mod Iran, skulle ophøre til gengæld for, at Iran tillader indblik i og begrænser omfanget af deres atomprogram. Iran hævder, at deres atomprogram udelukkende er til fredelige formål - altså til produktion af atomenergi - ikke til atomvåben.

Før atomaftalen blev indgået i 2015, var Iran allerede bundet af Ikkespredningsaftalen. Den handler om at hindre spredning af atomvåben i verden. Ikkespredningsaftalen giver Iran lov til at have atomreaktorer for at producere energi til fredelige formål, men forbyder Iran, og andre medlemmer af aftalen, mod at udvikle atomvåben.

Trump bliver præsident - USA ændrer sin Iran-politik

Da atomaftalen med Iran blev indgået i 2015, var det Barack Obama, der var præsident i USA. Obamas efterfølger, Donald Trump, var fra starten af sin valgkamp tydelig omkring, at han ville fjerne eller reforhandle mange af Obama-administrationens vedtagelser og aftaler, hvis han blev valgt til USA’s næste præsident, hvilket han blev i efteråret 2016.

Trump fortsatte med at være ret kritisk i forhold til Obamas aftaler, efter han overtog som præsident i USA. Han var specielt kritisk over for atomaftalen med Iran. Der er derfor grund til at tro, at en af årsagerne til at USA brød atomaftalen med Iran, handler om Trumps politiske løfter om at gøre op med Obamas aftaler.

Den udløsende årsag

I april 2018, samme måned som Bolton og Pompeo blev en del af Trump-administrationen, præsenterede Israels statsminister Benjamin Netanyahu det, som skulle være nye afsløringer af Irans brud på atomaftalen. Israel hævdede at have fået fat i iranske dokumenter, som beviste, at Iran havde haft et hemmeligt atomvåbenprogram i flere år. Dokumentet blev kendt som Amad-arkivet.

Iran på sin side afviste Israels påstande ved at sige, at «afsløringerne» var en gammel sag, som FN’s atomenergibureau IAEA allerede havde behandlet. Irans udenrigsminister, Muhammed Javad Zarif, kaldte Natanyahus præsentation «et barnligt stunt» og et forsøg på at påvirke Donald Trump til at trække USA ud af atomaftalen.

I maj 2018 valgte Trump-administrationen at bryde atomaftalen med Iran. USA genindførte derefter sanktioner mod landet. Dette til trods for, at FN-kontrollører gentagne gange havde bekræftet, at Iran holdt sig til sin del i aftalen.

USA’s valg om at bryde atomaftalen og genindføre sanktionerne mod Iran var en udløsende årsag til, at konflikten eskalerede. Flere regionale og internationale stormagter er involveret, og optrapningen har øget risikoen for krig.

USA’s begrundelse for at bryde atomaftalen

Trump-administrationens begrundelse for at trække sig ud var, at atomaftalen kun varer i 15 år, og at den ikke ville hindre Iran i at skaffe sig atomvåben. Trump-administrationen tillagde også de israelske afsløringer om Iran (Amad-arkivet) betydning i deres begrundelse, nemlig at Irans atompolitik allerede var i strid med aftalen.

USA kritiserede også Iran for at støtte terrorisme og militsgrupper i forskellige lande i Mellemøsten. USA definerede samtidig den iranske hær, som en terrororganisation. USA anklagede også Iran for at være en trussel mod international skibsfart, der sejler i regionen.

Trump-administrationen mente, at grænsen var nået, og at det var derfor var på tide at konfrontere Iran på den hårde måde, for at landet kunne ændre sin politik.

FN’s Atomenergibureau, IAEA modtog oplysninger, som Israel havde fra Iran om landets atomprogram, men gav ikke udtryk for, at Iran havde brudt reglerne.

Andres lands forhold til USA, Iran og Atomaftalen

Lederne i Israel og Saudi-Arabien har støttet USA’s hårde linje mod Iran, både fordi USA er vigtig allieret for dem, og fordi de anser Iran for at være en fjende.

De andre lande i atomaftalen med Iran er ret kritiske over for USA’s brud på aftalen. De har forsøgt at kompensere for USA’s sanktioner mod Iran for at redde atomaftalen og undgå krig.

Parterne

• Iran – Det islamistiske regime i Iran har siden revolutionen i 1979 haft et konfliktfyldt forhold til USA, Israel og Saudi-Arabien. Landet har et omstridt atomprogram og har stor indflydelse i regionen gennem tætte bånd til en række militære grupper - både i Irak, Syrien, Yemen og Libanon.
• USA – var blandt de lande, som støttede atomaftalen med Iran i 2015, og det var USA som ensidig brød aftalen i 2018. Trump-administrationen har genindført sanktioner mod Iran med forskellige signaler om, hvad målene med sanktionerne er.
• Israel –ser på Iran som sin fjende. Den israelske regering har længe været optaget af at fremstille det iranske atomprogram som en trussel for Israel. Israel har selv atomvåben og er en vigtig allieret til USA.
• Saudi-Arabien – er Irans ærkefjende - både magtpolitisk og ideologisk. Begge regimer er islamiske, men med forskellige retninger. Saudi-Arabien er sunnimuslimsk og Iran er shiamuslimsk.
• Storbritannien – er medlem af atomaftalen med Iran. De vil samtidig bidrage i en USA-ledet marinestyrke for at sikre skibsfarten i havet ud for Iran. Storbritannien er en gammel imperiemagt i regionen og har lang historie med indblanding i Iran.
• Rusland - er medlem af atomaftalen med Iran og er blandt Irans nærmeste allierede i landets konflikt med USA.
• Kina, Frankrig, Tyskland og EU – er medlemmer af atomaftalen med Iran. De ønsker ikke at deltage i den USA-ledede marinestyrke i havene ud for Iran, som de mener vil eskalere konfliktsituationen og øge faren for krig.

Irans reaktion på USA’s konfrontationspolitik

Som en reaktion på USA’s brud på atomaftalen og gennemførelse af sanktioner mod Iran, meddelte de iranske myndigheder, at de ville bryde visse punkter i atomaftalen. De kom blandt andet til at berige større mængder uran, og til en højere procentvis berigelse end det er tilladt i overenskomsten.

Beriget uran er et vigtigt stof for udviklingen af både atomenergi og atomvågen. Irans valg om at berige uran op til 60 procent har skabt international bekymring, da det er langt over, hvad der er nødvendigt for produktionen af atomenergi, som kræver lige under 4 procent berigelse.

Irans udenrigsminister, Muhammed Javad Zarif, hævdede at overskridelsen ikke var en krænkelse af atomaftalen. Det står skrevet i aftalen, at hvis en af parterne trækker sig, som USA tydeligvis gjorde i 2018, så har Iran ret til at øge beredskabslagret af uran. Zarif påpegede, at Iran stadig var medlem af aftalen og ville fortsætte sit samarbejde med IAEFA.

Konflikten i 2021-2022

I 2021 overtog Joe Biden, som præsident i USA med løfter om at ændre USA’s Iran-politik, som den var blevet ført under Donald Trump.

USA's position

USA’s position med Biden som præsident er, at de gerne vil tilbage til atomaftalen fra 2015, men på betingelse af, at Iran overholder hele aftalens indhold først, såsom at komme af med det uran, der overstiger niveauerne i aftale.

Derudover ønsker at udvikle en ny aftale, der vil lægge restriktioner på Irans missilprogram og forhindre Iran i at støtte militære grupper i regionen, såsom Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben og houtierne i Yemen.

Irans position

I 2021 fik Iran også en ny præsident, Ebrahim Raisi. Han er kendt for at være hårdere mod USA end sin forgænger.

Irans position er, at de gerne vil følge alle forpligtelser i aftalen – såsom at reducere mængden af beriget uran – men vil ikke gøre det før efter, at USA har ophævet alle sanktioner mod det og vendt tilbage til atomaftalen.

Begge parter kræver altså, at den anden ændrer sin politik først. Samtidig er det uklart, præcis hvad parterne forventer af hinanden - præcis hvad de så forpligter sig til selv gøre, og hvordan alt dette skal udføres.

Forsøg på forhandlinger

Forhandlingerne mellem USA og Iran begyndte i 2021. Forhandlingerne gik i stå, men blev genoptaget og er fortsat i 2022.

IAEA konkluderede i september 2021, at Iran i høj grad havde øget sine lagre af højt beriget uran, efter at atomaftalen blev sat på standby.

er 2022 bekræftede Iran, at man var begyndt at berige 60 procent rent uran. Derfra er det let for Iran at berige yderligere til 90 procent, hvilket er den renhedsgrad, der skal til for at lave atombomber. USA og Israel blev derefter enige om at gennemføre en fælles militærøvelse, hvor de vil simulere et angreb på Iran.

Drivkræfter i konflikten

Selvom flere af parterne ikke ønsker krig, kan den alligevel udløses ved et uheld eller ved hjælp af krigsmagere på begge sider.

Iran støtter militsgrupper og politiske bevægelser i lande, som Irak, Syrien, Libanon og Yemen. Disse kan bidrage til øget konflikt mellem USA og Iran, for eksempel ved at angribe amerikanske mål i regionen. De grupper, Iran støtter er også ofte i konflikt med USA’s allierede i regionen, såsom Israel og Saudi-Arabien.

Drivkræfter for USA

Amerikas tætte forhold til Israel, Saudi-Arabien og andre fjender af Iran kan hjælpe med at opretholde konflikten. USA har længe ført en udenrigspolitik rettet mod at bekæmpe international terrorisme, og beskylder samtidig Iran for at være en ”ledende sponsor af terrorisme”. USA har officielt defineret den iranske hær som en terrororganisation.

Den magtfulde militærindustri i USA har givet udtryk for, at konflikten med Iran har resulteret i øget efterspørgsel efter amerikanske våben. Denne industri er en vigtig del af den amerikanske økonomi og kan fungere som en drivkraft for at opretholde konflikten med Iran. På den anden side er der økonomiske interesser for USA i at afbøde konflikten med Iran og ophæve sanktionerne, da det kan åbne for handel mellem de to lande.

Drivkræfter for Iran

Det iranske regimes ideologi er også en vigtig del af konfliktbilledet. Regimets ideologi er en blanding af iransk nationalisme og shiamuslimsk islamisme, med tydelig modstand mod vestlige stormagters indblanding i regionen.

Siden det iranske regimes ideologi delvis handler om, at USA, Israel og Saudi-Arabien er landets fjender, kan der være kræfter i Iran, som har interesse i at opretholde konflikten. Det øger også sandsynligheden for, at den iranske befolkning i større grad stiller sig bag regimet, når der kommer ydre pres fra landets fjender. På den anden side er myndighederne i Iran opsatte på at få ophævet sanktionerne, som har ramt landets økonomi hårdt.

Drivkræfter for Israel

Israel og Iran har længe været rivaler som kæmper om magt og indflydelse i Mellemøsten. Israel udtrykker frygt for at Iran skal bruge atomvåben mod dem.

Israel har sagt at de ikke er bange for at handle på egen hånd, og at det vil sørge for, at Iran aldrig udvikler atomvåben. Sabotageangreb mod det iranske atomprogram, herunder drabet på vigtigt personale, udføres løbende. Der er stærk mistanke om, at Israel står bag sådanne angreb.

Iran ser det som hyklerisk, at USA, Israel og andre peger på Iran som den nukleare trussel, når Israel er det eneste land i Mellemøsten der har atomvåben.

Underliggende årsager

Lige siden 1950’erne har USA set Iran, som et vigtigt land i en strategisk vigtig region, primært på grund af landet og regionens store olieforekomster.

USA og Iran har en lang og konfliktfyldt historie, som påvirker landenes forhold i dagens konfliktsituation. Det handler blandt andet om, at Iran ledes af et islamisk regime, som kom til magten gennem en revolution i 1979. Revolutionen handler blandt andet om et opgør med amerikansk indblanding i Irans politik.

Hvorfor handlede den iranske revolution om USA

Frem til revolutionen i 1979 stod USA på diktaturets side i Iran. Det blev gjort klart for den iranske befolkning, efter at USA og Storbritannien planlagde og støttede et statskup mod Irans første demokratisk valgte premierminister, Muhammad Mossadeq, i 1953.

I årene før og efter kuppet støttede USA og Storbritannien den iranske diktator, Shah Muhammad Reza Phavlavi. Revolutionen i 1979. som fjernede shahen fra magten, blev derfor af mange iranere set som en befrielse fra britisk og amerikansk imperialisme. Denne historie gør det ekstra svært for iranere at stole på, at USA bekymrer sig om den iranske befolkning i sin Iran-politik.

På samme måde formede den iranske revolution den amerikanske offentligheds syn på Iran som en fjende af USA, især som følge af, at amerikanske borgere blev holdt som gidsler i Iran i over et år. Forholdet mellem USA og Iran forværredes yderligere, da USA støttede Irak under Irak-Iran-krigen i 1980’erne.

Andre staters interesser i konflikten

Europæiske lande har økonomiske og strategiske interesser, som peger i begge retninger. USA er EU-landenes vigtigste allierede og repræsenterer et stort marked for europæiske selskaber, i modsætning til Iran. Samtidig er Europa interesseret i at undgå krig med Iran.

Stormagter som Tyskland og Frankrig har ikke den samme konfliktfyldte historien med Iran som USA (og til dels også Storbritannien) har.

Mange europæiske lande, som ikke har den militære styrke som USA har, er opsatte på at respektere atomaftalen med Iran, fordi det er en international aftale med klar forankring i FN’s Sikkerhedsråd. At bryde aftalen vil bidrage til at underminere betydningen af FN og international lov.

Rusland er det land, der står tydeligst på Irans side i konflikten, og har haft tætte forbindelser til Iran i mange år. Kina ønsker også at bevare atomaftalen og er kritisk over for de amerikanske sanktioner mod Iran, men forsøger i højere grad at træde varsomt.

Krigen i Ukraine kan også påvirke konflikten med Iran, da den har taget meget af USA og Europas opmærksomhed efter Ruslands storstilede invasion af Ukraine den 24. februar 2022. Men det er stadig uklart, om og på hvilken måde krigen i Ukraine vil muligvis påvirke landenes Iran-politik.

FN’s rolle i konflikten

Efter atomaftalen med Iran blev indgået, blev aftalen enstemmig vedtaget af FN’s sikkerhedsråd 20. juli i resolution 2231 (2015). Aftalen indebar, at sanktionerne mod Iran, som Sikkerhedsrådet vedtog første gang i 2006, skulle afvikles.

De fleste af FN’s sanktioner mod Iran blev afsluttet 16. januar 2016. FN’s generalsekretær António Guterres udtrykte, at atomaftalen med Iran var et godt eksempel på internationalt samarbejde og diplomati.

Iran tager sagen til Den Internationale Domstol i Haag

I 2018 brød USA, som tidligere skrevet, atomaftalen med Iran og genindførte sanktioner mod landet. Dette til trods for, at FN-kontrollører gentagne gange havde bekræftet, at Iran holdt sig til sin del i aftalen. Iran tog sagen til Den Internationale Domstol (ICJ), FN’s højeste juridiske organ. Iran hævdede, at USA’s sanktioner var et brud på en såkaldt venskabsaftale USA havde indgået med Iran i 1955 - i kølvandet på det USA-støttede statskup i Iran, som genindsatte shahen ved magten.

I oktober 2018 konkluderede ICJ, at USA’s sanktioner mod Iran var brud på venskabsaftalen fra 1955. ICJ krævede, at USA skulle lette på de økonomiske sanktioner mod Iran med henvisning til, at den iranske befolkning har behov for adgang til mad og humanitære produkter.

FN’s atomenergibureau IAEA

Det Internationale Atomenergibureau (IAEA) er en selvstændig international organisation med tæt tilknytning til FN. Som en opfølgning på Ikkespredningsaftalen er IAEA’s opgave at kontrollere atomvåben ikke spredes til nye stater. Ifølge Ikkespredningsaftalen har Iran lov til at udvikle atomenergiproduktion til fredelige formål, men har ikke lov til at skaffe sig atomvåben. Atombureauet har længe fulgt Irans atomprogram.

FN’s sanktioner mod Iran siden 2005 var baseret på IAEA’s rapportering om, at det iranske atomprogram ikke holdt sig inden for FN’s regelværk. Siden atomaftalen blev indgået i 2015, har IAEA haft en række inspektioner i Iran og hver gang konkluderet, at Iran følger sine forpligtelser i tråd med aftalen og FN’s sikkerhedsråds resolution 2231.

Efter USA dræbte den iranske general Suleimani i 3. januar 2020, har Iran varslet, at de ikke længere vil overholde atomaftalen, men fortsætter alligevel samarbejdet med IAEA.

Kilder

Artikler / Rapporter:

Aftenposten, BBC, NRK, International Crisis Group [1, 2], IAEA, The Intercept, Center for Strategic and International Studies, UN News, The Wall Street Journal, International Institute for Strategic Studies, Klassekampen.

Bøker:

• «Hidden Iran: Paradox and Power in the Islamic Republic» av Ray Takeyh, 2006.
• «The ecstasy and the agony: The rise and fall of USIran relations» av Donette Murry, i America’s ‘Special Relationships’ av John Dumbrell og Axel R. Schäfer (red.), 2009.